Vejafgiftsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af vejafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vejafgift

Lov nr. 763 af 13. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 1489 af 10. december 2024 og lov nr. 1694 af 30. december 2024

Kapitel 4 1 Sund & Bælt Holding A/S, udbydere af vejafgiftstjenester m.v.
§ 6

Sund & Bælt Holding A/S opkræver på vegne af staten gennem salg af rutebilletter, jf. § 8, vejafgifter efter denne lov, jf. dog stk. 2. Sund & Bælt Holding A/S skal senest den sidste hverdag i måneden efter den måned, hvor rutebilletten blev solgt, afregne vejafgiften til told- og skatteforvaltningen. Inden for samme frist skal Sund & Bælt Holding A/S til told- og skatteforvaltningen indsende oplysninger om de solgte rutebilletter, med henblik på at told- og skatteforvaltningen kan kontrollere det opkrævede og det afregnede beløb.

Stk. 2 Sund & Bælt Holding A/S opkræver på vegne af staten vejafgifter efter denne lov ved anvendelse af køretøjsudstyr, jf. § 7. Ved anvendelse af køretøjsudstyr udsteder udbyderen af vejafgiftstjenester (EETS-udbyderen) faktura med oplysning om Sund & Bælt Holding A/S’ navn med henblik på opkrævning af afgift efter denne lov. Betaling af afgift kan dog kun ske med frigørende virkning til EETS-udbyderen. Sund & Bælt Holding A/S er berettiget til at opkræve betaling fra en EETS-udbyder for alle registrerede vejafgifter for en tilknyttet EETS-bruger, uanset om EETS-udbyderen har modtaget betaling fra EETS-brugeren.

Stk. 3 EETS-udbyderen afregner de efter stk. 2 registrerede vejafgifter til Sund & Bælt Holding A/S på de vilkår, der fremgår af den kontrakt, som EETS-udbyderen og Sund & Bælt Holding A/S har indgået. Sund & Bælt Holding A/S og EETS-udbyderen kan udveksle og behandle nødvendige oplysninger, når det er nødvendigt for beregning, opkrævning og afregning efter denne lov. Sund & Bælt Holding A/S afregner senest den sidste hverdag i måneden efter den måned, hvor den afgiftspligtige kørsel blev registreret, vejafgiften til told- og skatteforvaltningen. Inden for samme frist skal Sund & Bælt Holding A/S til told- og skatteforvaltningen indsende oplysninger om de registrerede afgiftspligtige kørsler, med henblik på at told- og skatteforvaltningen kan kontrollere, om der er overensstemmelse mellem de registrerede vejafgifter og det afregnede beløb.

Stk. 4 Stk. 4 træder i kraft den 1. januar 2025, jf. bekendtgøresle nr. 1379 af 4. december 2024. Sund & Bælt Holding A/S fører kontrol med, at reglerne om afgiftspligt efter denne lov overholdes. Kontrollen foretages digitalt, hvorfor køretøjet ikke bringes til standsning (digital håndhævelse).

Stk. 5 Forvaltningsloven og skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1, finder anvendelse for Sund & Bælt Holding A/S’ varetagelse af opgaver efter denne lov. Forvaltningslovens § 19 om partshøring finder dog ikke anvendelse ved de afgørelser om afgiftsopkrævning, som selskabet træffer efter stk. 1 og 2.

Stk. 6 Skatteministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte nærmere regler om udveksling af oplysninger om afgiftspligtige personer og afgiftspligtige køretøjer mellem Sund & Bælt Holding A/S og Færdselsstyrelsen og behandling af disse oplysninger i henhold til denne lov.

Stk. 7 Skatteministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte regler for Sund & Bælt Holding A/S om opgavevaretagelsen, herunder om regnskabsaflæggelse, godkendelse af kontrolstrategi og udveksling og behandling af data i henhold til denne lov.