Ved kørsel med et afgiftspligtigt køretøj, hvor der ikke er tilknyttet køretøjsudstyr, jf. § 7, eller hvor køretøjsudstyret er uvirksomt, har den afgiftspligtige ejer, jf. § 3, pligt til at sikre, at der købes en elektronisk rutebillet, inden kørsel på det afgiftspålagte vejnet påbegyndes. Hvis der er registreret en afgiftspligtig bruger, jf. § 3, af køretøjet, har brugeren dog pligten. Rutebilletten udbydes af Sund og Bælt Holding A/S.
Stk. 2 Betaling for rutebilletten udgør betaling for gennemkørsel af én angivet rute på den afgiftsbelagte vejstrækning i et afgiftspligtigt køretøj, jf. § 1, inden for en på rutebilletten angivet gyldighedsperiode.
Stk. 3 Ved køb af rutebillet oplyses følgende:
-
1) Fornavn, efternavn, e-mail, telefonnummer og eventuelt bopælsadresse på den afgiftspligtige person, jf. § 3.
-
2) Oplysninger vedrørende dansk og udenlandsk registrerede køretøjer, som disse oplysninger fremgår af køretøjets registreringsattest, om nationalitetsmærke, identifikationsnummer, registreringsnummer, tilladt totalvægt og CO2-emissionsklasse.
-
3) Et begyndelsestidspunkt for kørsel på det afgiftspligtige vejnet (gyldighedsperiodens begyndelse).
-
4) Den planlagte rute på det afgiftspligtige vejnet.
-
5) Oplysninger om betaling.
Stk. 4 Der kan foretages ændring i de i stk. 3 nævnte oplysninger indtil gyldighedsperiodens begyndelsestidspunkt, jf. dog stk. 5. Inden for samme frist kan rutebilletten annulleres.
Stk. 5 Senest 48 timer efter udløbet af rutebillettens gyldighedsperiode skal den på forhånd oplyste forventede rute mellem start- og slutpunkt, jf. stk. 3, nr. 4, ændres til den faktiske rute, hvis der er forskel. Pligten til at gøre dette påhviler den afgiftspligtige, jf. § 3.
Stk. 6 Ændres en rute efter stk. 4 eller 5, sker der efterbetaling af for lidt indbetalt afgift eller tilbagebetaling af for meget indbetalt afgift. Sund og Bælt Holding A/S kan modregne eventuelle krav på efterbetaling i krav på tilbagebetaling.
Stk. 7 Ved manglende angivelse af køretøjets tilladte totalvægt og CO2-emissionsklasse i forbindelse med køb af rutebillet kategoriseres det afgiftspligtige køretøj under den tungeste vægtklasse og CO2-emissionsklasse 1, jf. § 5.
Stk. 8 Skatteministeren kan efter forhandling med transportministeren fastsætte nærmere regler om betaling for rutebilletter, ændring af en rute, gyldighedsperiode og efterbetaling og tilbagebetaling.