Der kan for unge, der har afsluttet 9. klasse og ikke går i 10. klasse, etableres brobygning til erhvervsuddannelser efter stk. 2-3, når den unge har behov for afklaring i forhold til valg af grundforløb til erhvervsuddannelse. Deltager den unge i uddannelsestilbud og kurser af mindst tre måneders varighed, der udbydes af efterskoler, ungdomshøjskoler og frie fagskoler, som modtager statstilskud, eller kommunale ungdomsskoler, som ikke omfatter 9. eller 10. klasse, kan der tillige etableres brobygning efter stk. 2-3.
Stk. 2 Brobygningen kan vare i alt 6 uger og placeres på grundforløbets første del for unge, der har afsluttet 9. eller 10. klasse under et år før brobygningens start og på grundforløbets anden del for unge, der har afsluttet 9. eller 10. klasse mere end et år før brobygningens start. Hvis den unges behov af særlige grunde taler for det, kan den unge deltage i brobygning til et grundforløb, som den unge tidligere har gennemført brobygning til. Brobygningen skal afsluttes senest ved udgangen af den måned, hvori den unge fylder 19 år.
Stk. 3 Som led i vejledningen kan kommunalbestyrelsen tilbyde unge brobygning til to grundforløb til erhvervsuddannelser.