Vekselloven Kapitel IX

Denne konsoliderede version af vekselloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Veksellov

Lov nr. 68 af 23. marts 1932,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1661 af 12. december 2018

Kapitel IX Om vekselduplikater og vekselkopier
1. Duplikater
§ 64

En veksel kan udstedes i flere enslydende eksemplarer (duplikater).

Stk. 2 Eksemplarerne skal i selve teksten indeholde nummerangivelse; i mangel heraf gælder ethvert af dem som en selvstændig veksel.

Stk. 3 Enhver indehaver af en veksel, der ikke angiver, at den er udstedt i et eneste eksemplar, kan kræve, at der på hans bekostning leveres ham duplikater af vekslen. I dette øjemed skal han henvende sig til sin umiddelbare formand; denne er pligtig til at yde ham sin bistand ved at foretage henvendelse til sin egen umiddelbare formand og således videre, indtil begæringen når trassenten. Endossenterne er forpligtede at gentage deres endossementer på de nye eksemplarer.

§ 65

Betaling efter et af vekseleksemplarerne har frigørende virkning, selv om det ikke er betinget, at sådan betaling skal sætte de andre eksemplarer ud af kraft. Dog svarer trassaten fremdeles for ethvert vekseleksemplar, som er forsynet med hans accept, og ikke er blevet ham tilbageleveret.

Stk. 2 Har en endossent overdraget vekseleksemplarerne til forskellige personer, svarer han såvel som de efterfølgende endossenter for ethverteksemplar, der bærer deres navnetegning, og som ikke er tilbageleveret.

§ 66

Den, der har sendt et af vekseleksemplarerne til accept, skal på de andre eksemplarer opgive navnet på den person, hos hvem dette eksemplar findes; denne er forpligtet til at udlevere det til den retmæssige indehaver af et andet eksemplar.

Stk. 2 Vægrer han sig derved, kan vekselindehaveren ikke iværksætte regres, førend han ved en protest har godtgjort

  • 1) at det til accept sendte eksemplar ikke er blevet udleveret ham på hans forlangende, og

  • 2) at han ikke har kunnet få accept eller betaling efter et andet eksemplar.

2. Kopier
§ 67

Enhver indehaver af en veksel har ret til at tage kopier af den.

Stk. 2 Vekselkopien skal nøjagtigt gengive originalvekslen med de endossementer og alle andre påtegninger, som findes på den. Kopien skal angive, hvor langt afskriften går.

Stk. 3 Vekselkopien kan endosseres og forsynes med aval på samme måde og med samme virkning som originalvekslen.

§ 68

Vekselkopien skal angive, hvem der har den originale veksel i hænde. Den pågældende er forpligtet til at udlevere originalvekslen til den retmæssige indehaver af kopien.

Stk. 2 Vægrer han sig derved, kan indehaveren af vekselkopien ikke iværksætte regres mod den, som har endosseret eller tegnet aval på kopien, førend han ved en protest har godtgjort, at originalvekslen ikke er blevet udleveret ham på hans forlangende.

Stk. 3 Er der på originalvekslen efter det sidste endossement, førend kopien blev taget, følgende påtegning: »herfra gælder kun endossement på kopi« eller en anden påtegning af lignende art, er et efterfølgende endossement på originalvekslen ugyldigt.