Vikarloven

Denne konsoliderede version af vikarloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v.

Lov nr. 595 af 1. januar 1900,
jf. lovbekendtgørelse nr. 595 af 12. juni 2013,
som ændret ved lov nr. 1369 af 16. december 2014

Loven er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringslove, som er indarbejdet.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov

Der er 18 afgørelser, der citerer denne lov.
Søg i disse afgørelser:

Fra
Til
Instans/myndighed
Afgørelsestype

Der er 1545 afgørelser, som er markeret som tilhørende relaterede retsområder.
Søg i disse afgørelser:

  • Arbejdsret
Fra
Til
Instans
Afgørelsestype
Kapitel 1 1 Lovens anvendelsesområde m.v.
§ 1

Loven finder anvendelse på vikarer, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et dansk eller et udenlandsk vikarbureau og af vikarbureauet udsendes til brugervirksomheder i Danmark for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse.

Stk. 2 Loven finder anvendelse på offentlige og private virksomheder, som er vikarbureauer eller brugervirksomheder, og som udøver en økonomisk aktivitet, uanset om de virker med gevinst for øje.

Stk. 3 Loven finder ikke anvendelse på arbejdsaftaler og ansættelsesforhold, der er indgået inden for rammerne af et specifikt offentligt eller offentligt støttet program, som vedrører sociale og beskæftigelsesmæssige tiltag med henblik på erhvervsuddannelse, integration på arbejdsmarkedet eller omskoling.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Vikarbureau: En fysisk eller juridisk person, som indgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikarer med henblik på at udsende dem til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under disses tilsyn og ledelse.

  • 2) Vikar: En lønmodtager, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau med det formål at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse.

  • 3) Brugervirksomhed: Enhver fysisk eller juridisk person, for hvem og under hvis tilsyn og ledelse en vikar midlertidigt udfører en arbejdsopgave.

  • 4) Udsendelse: Den periode, hvor vikaren midlertidigt udfører arbejdsopgaver i brugervirksomheden under dennes tilsyn og ledelse.

Kapitel 2 1 Vikarbureauets forpligtelser
§ 3

Vikarbureauet skal sikre, at vikaren under dennes udsendelse til en brugervirksomhed, for så vidt angår arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie, helligdage og aflønning, mindst har vilkår svarende til, hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning, kollektive overenskomster eller andre bindende generelle bestemmelser, hvis vikaren havde været ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsopgave.

Stk. 2 Ved anvendelsen af stk. 1 finder de regler, der gælder i brugervirksomheden i medfør af lovgivning, kollektive overenskomster eller andre generelle bestemmelser om beskyttelse af gravide eller ammende kvinder, børn og unge, ligebehandling af mænd og kvinder samt foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, anvendelse.

Stk. 3 En vikar har efter anmodning til vikarbureauet ret til at få oplysninger om de ansættelsesvilkår, der i henhold til stk. 1 og 2 er gældende under vikarens udsendelse til en brugervirksomhed.

Stk. 4 Et vikarbureau må ikke anvende successive udsendelser af en vikar uden saglig begrundelse herfor.

Stk. 5 Stk. 1-4 finder ikke anvendelse, hvis vikarbureauet omfattes af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område, hvorved den generelle beskyttelse af vikarer respekteres.

Stk. 6 Sager om overholdelse af stk. 1 kan anlægges ved Arbejdsretten, hvis vikaren er medlem af en faglig organisation.

Stk. 7 Sager om, hvorvidt de i stk. 5 anførte betingelser er opfyldt, afgøres af Arbejdsretten.

§ 4

Klausuler, der forbyder eller reelt forhindrer, at der efter en udsendelses ophør indgås en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold mellem brugervirksomheden og vikaren, kan ikke gøres gældende af et vikarbureau. Uanset 1. pkt. kan vikarbureauer modtage en rimelig betaling for tjenester, som er ydet brugervirksomheder i forbindelse med udsendelse, ansættelse og uddannelse af vikarer.

Stk. 2 Et vikarbureau må ikke kræve betaling af lønmodtagere som modydelse for at sørge for, at de kan blive ansat i en brugervirksomhed eller indgå en arbejdsaftale med en brugervirksomhed efter at have været udsendt til denne brugervirksomhed.

Kapitel 3 1 Brugervirksomhedens forpligtelser
§ 5

Brugervirksomheden skal sikre, at vikarer informeres om eventuelle ledige stillinger i brugervirksomheden, så de har samme mulighed for at opnå fast beskæftigelse som andre lønmodtagere i den pågældende virksomhed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at vikarer i medfør af en kollektiv overenskomst er sikret samme ret som nævnt i stk. 1.

§ 6

Medmindre forskelsbehandling kan begrundes sagligt, skal vikarer have adgang til brugervirksomhedens kollektive faciliteter og goder, herunder kantine-, børnepasnings- og transportfaciliteter, på samme vilkår som lønmodtagere, der er ansat direkte af den pågældende virksomhed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at vikarer i medfør af en kollektiv overenskomst er sikret samme ret som nævnt i stk. 1.

§ 7

Brugervirksomheder, der er omfattet af lov om information og høring af lønmodtagere eller en kollektiv overenskomst som angivet i den nævnte lovs § 3, skal give passende oplysning om brugervirksomhedens brug af vikarer til de lønmodtagerrepræsentanter, der skal informeres og høres på vegne af de ansatte i brugervirksomheden, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at ansatte i medfør af en kollektiv overenskomst er sikret samme ret som nævnt i stk. 1.

Kapitel 4 1 Straffebestemmelser m.v.
§ 8

Overtrædelse af § 4, stk. 2, og § 7, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 2 Et vikarbureau, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 3, stk. 1-4, straffes med bøde.

Stk. 3 En vikar, hvis rettigheder i henhold til denne lovs § 3, stk. 1-4, og § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 4 For vikarer, der er omfattet af en overenskomst som nævnt i § 3, stk. 5, § 5, stk. 2, eller § 6, stk. 2, kan sager om krænkelse af rettighederne efter en sådan overenskomst, herunder om en godtgørelse svarende til den i stk. 3 nævnte, som ikke bliver behandlet ad fagretlig vej, afgøres ved de civile domstole.

Stk. 5 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 5 1 Ikrafttræden m.v.
§ 9

Loven træder i kraft den 1. juli 2013.

§ 10

I lov om tidsbegrænset ansættelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 907 af 11. september 2008, foretages følgende ændring:

  • 1. § 2, stk. 2, nr. 1, affattes således:
    »1) lønmodtagere, der er omfattet af lov om vikarers retsstilling ved udsendelse af et vikarbureau m.v.,«.

§ 11

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.