Virksomhedsomdannelsesloven § 6

Denne konsoliderede version af virksomhedsomdannelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skattefri virksomhedsomdannelse

Lov nr. 264 af 8. juni 1983,
jf. lovbekendtgørelse nr. 934 af 4. august 2015,
som ændret ved lov nr. 1576 af 27. december 2019

§ 6

Aktiver og passiver, der overtages i forbindelse med omdannelsen, behandles ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst, som om de var erhvervet af dette på de tidspunkter, hvor de er erhvervet af den hidtidige ejer, og for de anskaffelsessummer, hvortil aktiverne og passiverne er erhvervet af denne, jf. dog § 5. Eventuelle skattemæssige afskrivninger og nedskrivninger, som den hidtidige ejer har foretaget, anses for foretaget af selskabet i de pågældende indkomstår. Fordringer og gæld, som ved afhændelse eller indfrielse til kursværdi på omdannelsestidspunktet ikke ville have udløst beskatning henholdsvis fradrag hos den hidtidige ejer, anses uanset 1. pkt. for erhvervet henholdsvis påtaget af selskabet på omdannelsesdatoen til kursværdien på dette tidspunkt. Aktiver og passiver, hvor den hidtidige ejer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst har medregnet fortjeneste eller tab efter realisationsprincippet, og hvor selskabet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne fortjeneste eller tab på de pågældende aktiver og passiver efter lagerprincippet, anses for erhvervet henholdsvis påtaget af selskabet på omdannelsesdatoen til den værdi, der følger af 1. pkt.

Stk. 2 Har den hidtidige ejer af virksomheden erhvervet et af virksomhedens aktiver eller passiver i spekulationshensigt eller som led i næring, beskattes selskabet ved afståelse af dette efter de regler, der gælder, når erhvervelsen er sket på den nævnte måde.

Stk. 3 Har den hidtidige ejer ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnet urealiseret fortjeneste eller tab på fordringer og gæld, skal der forholdes på tilsvarende måde ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.

Stk. 4 Har et aktiv indtil omdannelsen været benyttet til både erhvervsmæssige og private formål, finder stk. 1 alene anvendelse på den erhvervsmæssigt benyttede del af aktivet. Den erhvervsmæssigt benyttede del opgøres som forholdet mellem de afskrivninger, ejeren i alt har fratrukket ved indkomstopgørelsen, og de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål. Ved opgørelsen af de afskrivninger, ejeren kunne have fratrukket, såfremt aktivet udelukkende var benyttet til erhvervsmæssige formål, anvendes de afskrivningsprocenter, ejeren faktisk har anvendt.

Stk. 5 Stk. 1-4 omfatter ikke aktiver og passiver, som er knyttet til et fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland. Ved omdannelse af virksomheden efter § 1, stk. 1, 2. og 3. pkt., til et udenlandsk selskab, der er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, omfatter stk. 1-4 ikke aktiver og passiver, der som følge af virksomhedsomdannelsen ikke er knyttet til det udenlandske selskabs faste driftssted eller faste ejendom her i landet.