Den skattepligtige kan i stedet for at foretage indskud efter § 3 overføre kontante beløb fra privatøkonomien til virksomhedsordningen, der bogføres på en uforrentet mellemregningskonto.
Stk. 2 På det tidspunkt, hvor anvendelsen af virksomhedsordningen påbegyndes, kan der ikke bogføres beløb på mellemregningskontoen.
Stk. 3 Beløb eller værdier, der overføres fra mellemregningskontoen til privatøkonomien, anses ikke for en overførsel efter § 5 og medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Såfremt indestående på mellemregningskontoen på noget tidspunkt bliver negativt, skal beløbet udlignes ved en overførsel efter § 5.
Stk. 4 Driftsomkostninger, som den skattepligtige har afholdt af private midler, kan bogføres på mellemregningskontoen.
Stk. 5 Beløb, der overføres til beskatning hos en medarbejdende ægtefælle, jf. § 12, kan hensættes på mellemregningskontoen med virkning fra indkomstårets begyndelse.