En husorden efter § 4, stk. 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, fastsat af lederen på en delvis lukket afdeling på en døgninstitution, sikret døgninstitution eller særligt sikret afdeling, jf. § 43, stk. 3, i barnets lov, skal være skriftlig og skal som minimum indeholde regler og retningslinjer for børnene og de unge om følgende:
-
1) Vækketid mellem kl. 06 og 09 i hverdagene.
-
2) Vækketid mellem kl. 08 og 11 i weekender.
-
3) Sengetid mellem kl. 21 og 23 i hverdagene.
-
4) Sengetid mellem kl. 22 og 24 i weekender.
-
5) Ro på værelserne mellem sengetid og vækketid, jf. nr. 1-4.
-
6) Mødepligt til undervisning, behandling og andre fastlagte aktiviteter.
-
7) God adfærd på fællesarealer, forstået som adfærd der ikke er til gene for fællesskabet eller for børnenes og de unges sikkerhed og tryghed, og en adfærd med fravær af uacceptabel sprogbrug, og hvor voldelig, krænkende og larmende adfærd er uacceptabel.
-
8) Forbud mod indtagelse og besiddelse af alkohol og euforiserende stoffer.
-
9) Rygeforbud, med undtagelse af nærmere bestemte udendørs arealer på institutionens område.
-
10) Besøg, herunder tidsrum, varighed, og god adfærd for de besøgende.
Stk. 2 På delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner efter § 43, stk. 3, i barnets lov skal husordenen jf. stk. 1, desuden indeholde regler om begrænsninger for besiddelse og brug af mobiltelefoner og andet elektronisk kommunikationsudstyr, herunder at børnene og de unge som udgangspunkt skal aflevere mobiltelefoner i forbindelse med aktiviteter, der kræver deres fulde opmærksomhed, herunder undervisning, behandling og andre fastlagte aktiviteter.
Stk. 3 På sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger efter § 43, stk. 3, i barnets lov skal husordenen, jf. stk. 1, desuden indeholde regler om, at telefonsamtaler og anden elektronisk kommunikation kun må finde sted på nærmere afgrænsede områder på institutionen og i bestemte tidsrum. Husordenen kan endvidere indeholde regler om, at børnene og de unge skal aflevere deres egne mobiltelefoner og andet elektronisk kommunikationsudstyr til personalet, som kan opbevare det under anbringelsen.
Stk. 4 Regler og retningslinjer om vækketider og sengetider i stk. 1, nr. 1-4, kan fraviges i ferieperioder.
Stk. 5 Lederen eller dennes stedfortræder kan beslutte, at reglerne i husordenen, jf. stk. 1-4, kan fraviges for det enkelte barn eller den enkelte unge, når særlige forhold taler herfor.