Kommunalbestyrelsen skal ved behandling af en ansøgning fra et børne- og ungehjem efter § 43 stk. 1, nr. 6, i barnets lov, om tilladelse til at anvende et personligt alarm- eller pejlesystem i forhold til et anbragt barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne påse, at betingelserne i § 17, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, er opfyldt.
Stk. 2 Ved vurderingen af, om betingelserne i § 17, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer er opfyldt, skal kommunalbestyrelsen sikre, at der foreligger følgende:
-
1) Den nødvendige faglige dokumentation for den pågældendes nedsatte funktionsevne.
-
2) En gennemgang af, hvilke pædagogiske metoder der har været forsøgt anvendt forud for ansøgningen om anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem, herunder oplysninger om hvordan metoderne har vist sig utilstrækkelige til at opnå formålet.
-
3) En gennemgang af, hvilke pædagogiske metoder der sideløbende med anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem vil blive anvendt til at forsøge at gøre barnet eller den unge i stand til at færdes uden for anbringelsesstedet på egen hånd.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal ved afgørelse efter § 17, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, om anvendelse af et alarm- eller pejlesystem sikre, at barnets eller den unges synspunkter tillægges passende vægt i overensstemmelse med den pågældendes alder, modenhed og funktionsevne, jf. § 3, stk. 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan give godkendelse til anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem for en periode af højst 4 måneders varighed. Perioden skal fastsættes på baggrund af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem skal ophøre, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt.
Stk. 5 Adgangen til at træffe afgørelse om anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem efter § 17, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge omfatter ikke udstyr, som er egnet til kontinuerligt at overvåge barnets eller den unges færden.