Lov om en indskyder- og investorgarantiordning Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 415 af 26. juni 1998,
jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 9. januar 2024

Kapitel 5 1 Garantiformuens dækningsområde
§ 9

I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter og de i § 3, stk. 1, nr. 5, nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Garantiformuen navnenoterede indskud i instituttet indtil et beløb svarende til 100.000 euro pr. indskyder.

Stk. 2 I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter og de i § 3, stk. 1, nr. 5, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Garantiformuen de i stk. 3-6 nævnte indskud.

Stk. 3 Garantiformuen dækker indskud, som i henhold til lov har et socialt formål, og er knyttet til særlige begivenheder i livet, indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder. Indskuddet dækkes i indtil 6 måneder fra indsættelsen af beløbet.

Stk. 4 Garantiformuen dækker indskud som følge af erstatning eller godtgørelse i henhold til lov for skader forvoldt ved kriminalitet eller fejlagtig domfældelse indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder. Indskuddet dækkes i indtil 6 måneder fra indsættelsen af beløbet.

Stk. 5 Garantiformuen dækker indskud som følge af transaktioner vedrørende fast ejendom indtil et beløb svarende til 10 mio. euro. Indskuddet dækkes i indtil 12 måneder fra indsættelsen af beløbet. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse.

Stk. 6 Garantiformuen dækker fuldt ud pensionsopsparingskonti i henhold til lov.

Stk. 7 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke indskud og produkter der dækkes af Garantiformuen efter stk. 1 og 3-6. Bekendtgørelse om Garantiformuens dækning af indskydere og investorer

§ 10

I de i § 3, stk. 1, nr. 2-4, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 5, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller investerings- og forvaltningsafdelingen, dækker Garantiformuen kontante midler i instituttet indtil et beløb svarende til 100.000 euro pr. investor.

§ 11

I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er tilsluttet Garantiformuen i medfør af § 4, dækker Garantiformuen tab, som investor har lidt som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere finansielle instrumenter, der tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet, med indtil modværdien af 20.000 euro pr. investor. En investor kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de finansielle instrumenter, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.

Stk. 2 Ved finansielle instrumenter forstås i denne lov instrumenter som nævnt i § 4 i lov om kapitalmarkeder.

§ 12

Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk. 1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses forfaldne forpligtelser over for det pågældende institut.

§ 13

Garantiformuen dækker ikke indskud, kontante midler og finansielle instrumenter, der tilhører

  • 1) de i § 3, stk. 1, nævnte institutter,

  • 2) finansieringsinstitutter,

  • 3) forsikringsselskaber,

  • 4) institutter for kollektiv investering,

  • 5) pensionskasser og pensionsfonde,

  • 6) offentlige myndigheder og

  • 7) udenlandske finansielle virksomheder, virksomheder og offentlige myndigheder svarende til de i nr. 1-6 nævnte virksomheder og myndigheder.

Stk. 2 Garantiformuen dækker ikke

  • 1) et instituts eller et udenlandsk instituts kapitalgrundlag og anden efterstillet kapital,

  • 2) indskud, kontante midler og finansielle instrumenter, som hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge, og

  • 3) indskud og kontante midler, hvis indehaver aldrig er blevet identificeret.

§ 14

Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.

§ 15

Indskydere og investorer skal have oplysning om dækningsomfanget af den garantiordning, som et institut er tilsluttet. Dette omfatter også oplysninger om de i § 3, stk. 1, nr. 5, og § 4 nævnte filialers indskudsgarantiordning i hjemlandet.

Stk. 2 Fra modtagelsen af en orientering som nævnt i § 206 i lov om finansiel virksomhed har indskydere og investorer en periode på 3 måneder, hvor de omkostningsfrit kan hæve eller overføre den del af deres indskud eller kontante midler, der ikke længere dækkes efter §§ 9 eller 10, som følge af en sammenlægning omfattet af § 204 i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 3 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om de i stk. 1 nævnte oplysninger og de i stk. 2 nævnte orienteringer og om de nærmere nævnte betingelser for overførsler m.v. af indskud og kontante midler i henhold til stk. 2. Bekendtgørelse om Garantiformuens dækning af indskydere og investorer

§ 15a

Finansiel Stabilitet skal på vegne af Garantiformuen offentliggøre afgørelser, som er truffet af Finansiel Stabilitet på vegne af Garantiformuen, og som er af almen interesse. Offentliggørelse skal ske via Garantiformuens hjemmeside.