I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter og de i § 3, stk. 1, nr. 5, nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Garantiformuen navnenoterede indskud i instituttet indtil et beløb svarende til 100.000 euro pr. indskyder.
Stk. 2 I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter og de i § 3, stk. 1, nr. 5, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Garantiformuen de i stk. 3-6 nævnte indskud.
Stk. 3 Garantiformuen dækker indskud, som i henhold til lov har et socialt formål, og er knyttet til særlige begivenheder i livet, indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder. Indskuddet dækkes i indtil 6 måneder fra indsættelsen af beløbet.
Stk. 4 Garantiformuen dækker indskud som følge af erstatning eller godtgørelse i henhold til lov for skader forvoldt ved kriminalitet eller fejlagtig domfældelse indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder. Indskuddet dækkes i indtil 6 måneder fra indsættelsen af beløbet.
Stk. 5 Garantiformuen dækker indskud som følge af transaktioner vedrørende fast ejendom indtil et beløb svarende til 10 mio. euro. Indskuddet dækkes i indtil 12 måneder fra indsættelsen af beløbet. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse.
Stk. 6 Garantiformuen dækker fuldt ud pensionsopsparingskonti i henhold til lov.
Stk. 7 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke indskud og produkter der dækkes af Garantiformuen efter stk. 1 og 3-6. Bekendtgørelse om Garantiformuens dækning af indskydere og investorer
Lov om finansiel virksomhed § 206, stk. 1 Lov om finansiel virksomhed § 274, stk. 3, nr. 2 Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 2, stk. 1, nr. 10 Lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder § 13, stk. 2 Bekendtgørelse om afviklingsplanlægning og afviklingsberedskab § 6, stk. 1