Arbejdsløshedsforsikringsloven § 57a

Denne konsoliderede version af arbejdsløshedsforsikringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Lov nr. 114 af 24. marts 1970,
jf. lovbekendtgørelse nr. 208 af 26. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1655 af 30. december 2024 og lov nr. 1656 af 30. december 2024

§ 57a

En aktivitet anses for selvstændig virksomhed, hvis et medlem er personligt beskæftiget med en virksomhed og et eller flere af følgende forhold er opfyldt:

  • 1) Aktiviteten er registreret med cvr-nummer eller SE-nummer, medmindre indkomst fra aktiviteten beskattes som lønindkomst.

  • 2) Overskud eller underskud fra aktiviteten beskattes som selvstændig erhvervsvirksomhed.

  • 3) Aktiviteten medfører, at medlemmet modtager løn udbetalt som A-indkomst fra et selskab, hvor medlemmet har afgørende indflydelse. Et medlem har afgørende indflydelse i et selskab, hvis medlemmet eller medlemmets ægtefælle eller nærmeste familie ejer mindst 50 pct. eller en bestemmende andel af selskabets kapital eller af stemmerne i selskabet.

  • 4) Aktiviteten er udført af medlemmet som medarbejdende ægtefælle uden lønaftale efter kildeskatteloven.

  • 5) Aktiviteten medfører, at medlemmet modtager B-indkomst, der indgår i en virksomhed.

Stk. 2 Et medlems selvstændige virksomhed, jf. stk. 1, anses ved medlemmets indplacering i dagpengeperioden som selvstændig bibeskæftigelse, når medlemmet

  • 1) i de seneste 6 måneder forud for ledigheden i gennemsnit pr. måned har fået indberettet mindst 80 løntimer som fuldtidsforsikret eller 53 løntimer som deltidsforsikret til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, jf. stk. 3, og

  • 2) har fået indberettet mindst 1 løntime til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, i 5 af de seneste 6 måneder forud for ledigheden, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Ved opgørelsen efter stk. 2 medregnes perioder, hvor medlemmet har været under uddannelse, og hvor uddannelsen har givet ret til dagpenge på dimittendvilkår, jf. § 54.

Stk. 4 Kan et medlems arbejdstid ikke kontrolleres ved indberetning til indkomstregisteret, fordi der ikke skal indberettes løntimer, jf. § 3 i lov om et indkomstregister, eller medlemmet har modtaget B-indkomst som lønmodtager, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke er indberetningspligtig til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, omregnes indkomsten til arbejdstimer med den omregningssats, som fremgår af § 53, stk. 12.

Stk. 5 Et medlems aktivitet efter stk. 1 anses som selvstændig hovedbeskæftigelse, når aktiviteten ikke er omfattet af stk. 2.

Stk. 6 Et medlems aktivitet efter stk. 1 anses for formueforvaltning, når der ikke eller kun i meget begrænset omfang er personlig beskæftigelse forbundet med aktiviteten. Formueforvaltning kan ikke give rettigheder efter loven.

Stk. 7 Et medlems aktivitet anses som fritidsbeskæftigelse, når aktiviteten hverken er lønmodtageraktivitet eller aktiviteter omfattet af stk. 1, 2, 5 eller 6. Fritidsbeskæftigelse kan ikke give rettigheder efter loven.

Stk. 8 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om anvendelsen af stk. 1-7, herunder om definitionen af selvstændig virksomhed, om sondringen af, om en aktivitet er selvstændig hoved- eller bibeskæftigelse, og hvilke aktiviteter der anses for formueforvaltning og fritidsbeskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om, under hvilke betingelser en aktivitet kan skifte karakter i optjeningsperioden, jf. § 53, og i dagpengeperioden, jf. § 55, og ændringens betydning for medlemmets rettigheder. Bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet Bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge