Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal ansætte en ansvarshavende aktuar til udførelse af de nødvendige beregningstekniske funktioner, herunder fastsættelse af det samlede bidragsniveau, samt undersøgelser. Stillingen som aktuar kan ikke forenes med stillingen som direktør eller medlem af bestyrelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Stk. 2 Når en ansvarshavende aktuar afskediges eller fratræder, skal bestyrelsen og aktuaren senest 1 måned efter fratrædelsen sende hver sin redegørelse til Finanstilsynet om baggrunden herfor.
Stk. 3 Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal udarbejde en sikringsplan. Sikringsplanen skal anmeldes til Finanstilsynet senest samtidig med, at sikringsplanen tages i anvendelse. Det samme gælder enhver efterfølgende ændring i sikringsplanen. Sikringsplanen opdeles i
-
1) en tarifplan, der indeholder en beskrivelse af bidragsprovenuets fastlæggelse og brancheinddelingen, herunder regler for fastsættelse af puljen til udligning af overskud og underskud, og
-
2) en hensættelsesplan, der beskriver reglerne for opgørelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings forpligtelser og indeholder regler for opgørelse af
-
a) hensættelser for løbende erstatninger for erhvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. januar 2008, og pludselige løfteskader, jf. § 85 a, stk. 2,
-
b) anden erstatningshensættelse for erhvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. januar 2008, og pludselige løfteskader, jf. § 85 a, stk. 2, og
-
c) hensættelser for erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2008 eller senere.
-
Stk. 4 Den ansvarshavende aktuar skal påse, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overholder sin sikringsplan, herunder at hensættelserne er opgjort således, at de under hensyntagen til, hvad der med rimelighed kan forudses, er tilstrækkelige.
Stk. 5 Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette enhver tilsidesættelse af de i stk. 4 nævnte forhold til Finanstilsynet. Den ansvarshavende aktuar har ret til af direktøren at forlange alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet. Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af aktuaren, som er nødvendige til bedømmelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings økonomiske stilling.
Stk. 6 Den ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet, herunder en redegørelse for hensættelserne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Stk. 7 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1, 2, 4, 5 og 6 nævnte forhold, herunder om de krav, en person skal opfylde for at kunne blive ansat som ansvarshavende aktuar. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden for anmeldelsen af sikringsplanen, jf. stk. 3, herunder om og i hvilket omfang anmeldelserne skal være offentligt tilgængelige.
Stk. 8 Hvis Finanstilsynet finder, at kravene i stk. 3, nr. 1, ikke er overholdt, afgiver Finanstilsynet efter at have forhandlet med bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indberetning herom til beskæftigelsesministeren. Hvis Finanstilsynet finder, at kravene i stk. 3, nr. 2, ikke er opfyldt, kan Finanstilsynet påbyde bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at foretage de fornødne ændringer i de anmeldte forhold inden for en af Finanstilsynet fastsat frist.
Stk. 9 Den ansvarshavende aktuar kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. Den ansvarshavende aktuar har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden beslutning.
Stk. 10 Den ansvarshavende aktuar har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, hvis det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.