Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings årsrapport skal revideres af mindst én statsautoriseret revisor. Bestyrelsen udnævner revisorerne, men kan til enhver tid trække udnævnelsen tilbage. Beskæftigelsesministeren kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er udnævnt af bestyrelsen.
Stk. 2 Revisorerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal tillige være revisorer i eventuelle dattervirksomheder.
Stk. 3 Stk. 2 finder ikke anvendelse på dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.
Stk. 4 Bestyrelsen kan bestemme, at der skal oprettes en intern revision, der ledes af en revisionschef.
Stk. 5 Ved revisorskifte skal bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og afgående revisor senest en måned efter fratræden give Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.
Stk. 6 Findes en revisor åbenbart uegnet til sit hverv, kan beskæftigelsesministeren afskedige den pågældende og i den afgåedes sted udpege en revisor, der fungerer, indtil nyt valg kan foretages.
Stk. 7 Revisorerne skal til brug for bestyrelsen føre en revisionsprotokol, der forelægges på ethvert bestyrelsesmøde. Enhver protokoltilførsel underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 8 Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 63, jf. § 24 d, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, at den interne revisionschef og vicerevisionscheferne udfører revisionsopgaver i virksomheder uden for koncernen, jf. dog § 24 d, stk. 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Bestyrelsen kan heller ikke tillade, at den interne revisionschef og vicerevisionscheferne udfører andet arbejde end revisionsopgaver i virksomheder inden for koncernen, i ordninger, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring administrerer, eller i virksomheder inden for samme administrationsfællesskab. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde dispensere fra 1. pkt.
Stk. 9 Bestyrelsen kan ikke tillade, jf. § 63, jf. § 24 d, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, at den interne revisionschef og vicerevisionscheferne påtager sig hverv, der bevirker, at de kommer i strid med habilitetsbestemmelser svarende til dem, der gælder for eksterne revisorer i henhold til lov om statsautoriserede og registrerede revisorer.