Årsregnskabsloven § 113

Denne konsoliderede version af årsregnskabsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 448 af 07. juni 2001,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1441 af 14. november 2022,
som ændret ved lov nr. 568 af 10. maj 2022, lov nr. 700 af 24. maj 2022, lov nr. 735 af 13. juni 2023 og lov nr. 1535 af 12. december 2023

§ 113

For koncerner, som efter eliminering, jf. § 120, opfylder størrelsesgrænserne for mellemstore virksomheder, jf. § 7, stk. 2-4, skal koncernregnskabet i det mindste udarbejdes efter reglerne for mellemstore virksomheder i regnskabsklasse C.

Stk. 2 For koncerner, som efter eliminering, jf. § 120, opfylder størrelsesgrænserne for store virksomheder, jf. § 7, stk. 2-4, skal koncernregnskabet i det mindste udarbejdes efter reglerne for store virksomheder i regnskabsklasse C. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for koncerner, som efter eliminering, jf. § 120, opfylder størrelsesgrænserne for små virksomheder, jf. § 7, stk. 2-4, men som ikke kan undlade at udarbejde koncernregnskab i henhold til § 110.

Stk. 3 Er modervirksomheden omfattet af regnskabsklasse D, skal koncernregnskabet udarbejdes efter reglerne i regnskabsklasse D uanset koncernens størrelse.

Stk. 4 Aflægger en modervirksomhed, som kan undlade at aflægge koncernregnskab, alligevel et koncernregnskab, der ikke udelukkende anvendes til virksomhedens eget brug, finder bestemmelserne om koncernregnskaber i kapitel 14 anvendelse. Modervirksomheden kan dog anvende reglerne for årsregnskaber i regnskabsklasse B på koncernregnskabet, hvis modervirksomheden kunne undlade at aflægge koncernregnskab efter § 110. Kapitalandele i associerede virksomheder skal dog i koncernregnskabet indregnes og måles til disse virksomheders indre værdi ved anvendelse af bestemmelserne i § 43 a, stk. 2-6.