Autorisationsbekendtgørelsen Kapitel 5

Denne konsoliderede version af autorisationsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.

Bekendtgørelse nr. 1223 af 25. november 2024

Kapitel 5 Generelt for virksomheder omfattet af bekendtgørelsen
Generelt for fødevarevirksomheder
§ 28

En fødevarevirksomhed må kun modtage fødevarer fra en autoriseret eller registreret fødevarevirksomhed.

Stk. 2 Æg omfattet af § 6, stk. 1, nr. 5, og stk. 5, som er leveret til primærproducentens egen detailvirksomhed på bedriften eller egen bod på lokalt marked, må ikke markedsføres til andre fødevarevirksomheder.

Stk. 3 En virksomhed må kun levere fødevarer til andre fødevarevirksomheder, hvis den er autoriseret eller registreret til det.

Stk. 4 Stk. 1 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:

  • 1) Fødevarerne modtages fra en virksomhed beliggende i et tredjeland.

  • 2) Fødevarerne modtages fra primærproducenter omfattet af § 3, stk. 3.

  • 3) Fisk og krebsdyr samt kød af tamhovdyr, fjerkræ, opdrættet vildt og vildt modtages fra endelige forbrugere med henblik på håndtering af dette efter bestemmelsen i § 18.

  • 4) Fødevarerne modtages som bidrag til en madordning, som omfatter en afgrænset kreds af personer.

Procedure ved autorisation, registrering og godkendelse hos Fødevarestyrelsen
§ 29

Virksomheder, der skal autoriseres som fødevarevirksomhed eller godkendes til særlige aktiviteter, må først påbegynde fødevarevirksomhed eller de særlige aktiviteter, de skal godkendes til, når Fødevarestyrelsen har meddelt godkendelse, autorisation eller betinget autorisation, jf. § 3, stk. 4 eller § 7, stk. 1 eller 3.

§ 30

Virksomheder, der skal registreres som fødevarevirksomhed eller registreres til særlige aktiviteter, jf. § 3, stk. 1, § 6, stk. 1, 2 eller 6, eller virksomheder, der skal registreres til at håndtere fødevarekontaktmaterialer, må først påbegynde fødevarevirksomhed eller de særlige aktiviteter, når de er registreret hos Fødevarestyrelsen, jf. § 3, stk. 1, § 7, stk. 2 eller § 27, stk. 1 eller 2.

§ 31

Virksomheder, der skal registreres eller autoriseres som fødevarevirksomhed efter § 3, stk. 1, § 7, stk. 1 eller stk. 2 med henblik på at foretage aktiviteter omfattet af § 24, stk. 1, må ikke markedsføre produkter med en registreret beskyttet oprindelsesbetegnelse, en registreret beskyttet geografisk betegnelse, en registreret garanteret traditionel specialitet fremkommet herved, før disse aktiviteter er kontrolleret af Fødevarestyrelsen.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for virksomhedernes markedsføring af produkter med en registreret beskyttet oprindelsesbetegnelse, en registreret beskyttet geografisk betegnelse eller en registreret garanteret traditionel specialitet, som er fremkommet ved aktiviteter omfattet af produktspecifikationen for denne, når disse aktiviteter tidligere er kontrolleret af et kontrolorgan, der har fået delegeret kompetence til at udføre denne kontrol af Fødevarestyrelsen.

§ 32

Virksomheder skal for at blive autoriseret eller registreret som fødevarevirksomhed eller fødevarekontaktmaterialevirksomhed, godkendt eller registreret til særlige aktiviteter eller for at ændre væsentligt i eksisterende virksomhed anvende den digitale formular om autorisation og registrering af fødevarevirksomhed m.v. på virk.dk eller den tilsvarende formular på Fødevarestyrelsens hjemmeside, jf. dog stk. 2-5 og § 33.

Stk. 2 Virksomheder skal for at blive registreret som primærproducenter eller for at ændre væsentligt i eksisterende virksomhed anvende den digitale formular på landbrugsindberetning.dk – Foder og fødevarer, jf. dog § 33.

Stk. 3 Primærproducenter skal for at blive registreret til aktiviteter nævnt i § 3, stk. 1, nr. 4 eller 5, kontakte Fødevarestyrelsen telefonisk eller ved brug af kontaktformularen på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Virksomheden skal give de oplysninger, som Fødevarestyrelsen anmoder om til behandlingen af registreringen, herunder oplysninger om virksomhedens navn og adresse, ejerforhold, påtænkte aktiviteter m.v.

Stk. 4 Primærproducenter, der vil producere spirer, skal ansøge om autorisation efter § 3, stk. 4, ved at kontakte Fødevarestyrelsen telefonisk eller ved brug af kontaktformularen på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Virksomheden skal give de oplysninger, som Fødevarestyrelsen anmoder om til behandlingen af ansøgningen om autorisation, herunder oplysninger om virksomhedens navn og adresse, ejerforhold, påtænkte aktiviteter m.v.

Stk. 5 Fødevarevirksomheder og virksomheder, der håndterer fødevarekontaktmaterialer, der er etableret i et andet EU/EØS-land, og som permanent, midlertidigt eller lejlighedsvist udbyder tjenesteydelser i Danmark og ansøger om autorisation eller registrerer virksomhed eller aktiviteter nævnt i stk. 1, kan anvende den engelsksprogede blanket til autorisation og registrering af fødevarevirksomhed m.v., der findes på businessindenmark.dk eller den tilsvarende blanket på Fødevarestyrelsens hjemmeside og sende ansøgningen eller registreringen elektronisk til Fødevarestyrelsen via businessindenmark.dk.

§ 33

Kravet om at anvende de i § 32, stk. 1 og 2, nævnte digitale formularer gælder ikke for virksomheder og fysiske personer, der af kommunalbestyrelsen er fritaget for tilslutning til Offentlig Digital post, eller som ikke er omfattet af krav om CVR-nummer og derfor ikke er omfattet af krav om tilslutning til Offentlig Digital Post.

Stk. 2 De af stk. 1 omfattede virksomheder og fysiske personer skal kontakte Fødevarestyrelsen telefonisk eller ved brug af kontaktformularen på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Virksomheder og fysiske personer skal give de oplysninger, som Fødevarestyrelsen anmoder om til behandling af ansøgningen om godkendelse eller autorisation eller registrering, herunder oplysninger om navn og adresse, ejerforhold, påtænkte aktiviteter m.v.

§ 34

Virksomheder skal indgive den i § 32, stk. 1, nævnte formular digitalt til Fødevarestyrelsen. Virksomheden skal i formularen angive sin e-mailadresse til brug for Fødevarestyrelsens afsendelse af kvittering for modtagelse af formularen eller bekræftelse på registrering.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen kan angive styrelsen som afsender i kvittering for modtagelse af formularen eller bekræftelse på registrering, som er udstedt udelukkende på grundlag af elektronisk databehandling.

§ 35

I de tilfælde, hvor virksomheden er fritaget for brug af den digitale formular, jf. § 33, stk. 1, og derfor ikke har ansøgt om autorisation eller godkendelse ved brug af den digitale formular, jf. § 32, stk. 1, skal Fødevarestyrelsen senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen sende en kvittering til ansøgeren med oplysning om

  • 1) sagsbehandlingsfristen, jf. stk. 2,

  • 2) at virksomheden ikke må påbegynde den ansøgte aktivitet, før Fødevarestyrelsen har meddelt godkendelse, autorisation eller betinget autorisation, og

  • 3) klagemulighed.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen træffer afgørelse om autorisation eller godkendelse senest 4 uger efter, at der er foretaget kontrolbesøg i virksomheden.

Stk. 3 Fristen i stk. 2 kan forlænges én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Fødevarestyrelsen begrunder forlængelsen og varigheden af forlængelsen og meddeler dette til virksomheden inden udløbet af fristen.

§ 36

I de tilfælde, hvor virksomheden er fritaget for brug af den digitale formular, jf. § 33, stk. 1, og derfor ikke har registreret sig ved brug af den digitale formular, jf. § 32, stk. 1 eller 2, skal Fødevarestyrelsen senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen sende en kvittering til virksomheden med oplysning om

  • 1) sagsbehandlingsfristen, jf. stk. 2,

  • 2) at virksomheden ikke må påbegynde den pågældende aktivitet, før virksomheden er registreret hos Fødevarestyrelsen, og

  • 3) klagemulighed.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen bekræfter skriftligt registreringen senest 4 uger efter modtagelse af registreringen.

Stk. 3 Fristen i stk. 2 kan forlænges én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Fødevarestyrelsen begrunder forlængelsen og varigheden af forlængelsen og meddeler dette til virksomheden inden udløbet af fristen.

§ 37

Virksomheder skal oplyse forbrugere om kontaktoplysninger til Fødevarestyrelsen.

Væsentlige ændringer, ejerskifte, ophør eller fratagelse af autorisation eller registrering
§ 38

Autorisation skal indhentes på ny ved

  • 1) væsentlige bygningsmæssige ændringer,

  • 2) væsentlige ændringer i virksomhedens indretning, eller

  • 3) væsentlige ændringer i virksomhedens produktion eller vareudvalg.

Stk. 2 Ansøgning om ny autorisation ved væsentlige ændringer efter stk. 1 kan ske for flere virksomheder i samme kæde, når

  • 1) ændringerne er ensartede, og

  • 2) ændringerne ønskes påbegyndt samme dato i de virksomheder, der er omfattet af ansøgningen.

§ 39

En registreret virksomhed skal registrere væsentlige ændringer i sine aktiviteter til Fødevarestyrelsen eller til den myndighed, hvor virksomheden er registreret efter § 3, stk. 2.

Stk. 2 Registrering af væsentlige ændringer efter stk. 1 kan ske for flere virksomheder i samme kæde, når

  • 1) registreringen skal ske til Fødevarestyrelsen,

  • 2) ændringerne er ensartede, og

  • 3) ændringerne påbegyndes samme dato i de virksomheder, der er omfattet af registreringen.

§ 40

Ved ejerskifte i en virksomhed, der er autoriseret eller registreret hos Fødevarestyrelsen, skal den, der overtager virksomheden, senest på overtagelsestidspunktet registrere ejerskiftet til Fødevarestyrelsen.

Stk. 2 Virksomheden kan fortsætte efter ejerskifte med de aktiviteter, der er omfattet af den tidligere ejers autorisation, godkendelse eller registrering. Virksomheden må ikke påbegynde andre aktiviteter, før Fødevarestyrelsen har meddelt autorisation eller godkendelse til disse aktiviteter eller registreret dem.

§ 41

Ved ophør af fødevarevirksomhed eller fødevarekontaktmaterialevirksomhed, ophør af særlige aktiviteter, eller midlertidigt ophør af virksomhed eller aktiviteter af en forventet varighed af ni måneder eller derover, skal virksomheder autoriseret, godkendt eller registreret hos Fødevarestyrelsen efter denne bekendtgørelse registrere ophøret til Fødevarestyrelsen senest på ophørsdagen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Et slagteri, der er registreret til slagtning af dyr efter religiøse ritualer, jf. § 15, skal senest tre måneder efter sidste slagtning efter religiøse ritualer registrere ophør af denne aktivitet.

Stk. 3 En virksomhed, der har registreret ophør eller midlertidigt ophør af virksomhed eller aktivitet, skal forny registreringen eller ansøge om fornyet autorisation eller godkendelse, før virksomhed eller aktivitet må påbegyndes på ny.

§ 42

Fødevarestyrelsen kan fratage en autorisation eller registrering, hvis

Stk. 2 Fratagelsen har virkning fra det tidspunkt, den meddeles virksomheden, med mindre andet fremgår af afgørelsen, jf. fødevarelovens § 31, stk. 1, og § 52, stk. 3.

Stk. 3 Fødevarestyrelsen kan ved fornyet autorisation efter fratagelsen stille særlige vilkår på baggrund af den hidtidige drift m.v. af virksomheden.