Autorisationsbekendtgørelsen § 24

Denne konsoliderede version af autorisationsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v.

Bekendtgørelse nr. 1223 af 25. november 2024

§ 24

Følgende aktiviteter må kun foretages af primærproducenter, der er registreret efter § 3, stk. 1, eller fødevarevirksomheder i led efter primærproduktion, der er autoriseret eller registreret efter § 7, stk. 1 eller 2:

  • 1) Aktiviteter omfattet af én eller flere forpligtelser, der er fastsat i produktspecifikationen for vin med en registreret beskyttet oprindelsesbetegnelse eller en registreret beskyttet geografisk betegnelse, eller af vin, der kan mærkes med druesort eller årgang uden at opfylde reglerne om vin med beskyttet geografisk betegnelse eller beskyttet oprindelsesbetegnelse.

  • 2) Aktiviteter omfattet af én eller flere forpligtelser, der er fastsat i produktspecifikationen for landbrugsprodukter, herunder fødevarer, med en registreret beskyttet oprindelsesbetegnelse eller en registreret beskyttet geografisk betegnelse.

  • 3) Aktiviteter omfattet af én eller flere forpligtelser, der er fastsat i produktspecifikationen for spiritus med en registreret geografisk betegnelse.

  • 4) Aktiviteter omfattet af én eller flere forpligtelser, der er fastsat i produktspecifikationen for en registreret garanteret traditionel specialitet.

Stk. 2 Aktiviteter efter stk. 1 skal registreres efter § 3, stk. 1, eller § 7, stk. 2.