Kapitel 1 Generelle bestemmelser
Denne bekendtgørelse finder anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner eller grupper omfattet af § 175 b, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 2 Et gruppe 1-forsikringsselskabs opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en intern model skal ud over reglerne i artikel 222-247 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), foretages i overensstemmelse med §§ 3-19.
Stk. 3 Opgørelse af solvenskapitalkravet for koncernen eller gruppen ved anvendelse af en koncernintern model skal ud over reglerne i artikel 347-350 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), ske i overensstemmelse med § 20.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Risikoreduktionsteknikker: Alle teknikker, der sætter forsikringsselskaber i stand til at overføre alle eller en del af deres risici til en anden part.
-
2) Forventet sandsynlighedsfordeling: En matematisk funktion, der til et udtømmende sæt af indbyrdes udelukkende fremtidige begivenheder tildeler en sandsynlighed for, at de rent faktisk vil indtræffe.
-
3) Risikomål: En matematisk funktion, der tildeler en given forventet sandsynlighedsfordeling et monetært beløb, og som stiger monotont med den risikoeksponering, der knytter sig til denne forventede sandsynlighedsfordeling.