Foruden efter reglerne i artikel 241 og 242 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) skal et gruppe 1-forsikringsselskab regelmæssigt validere den interne model i overensstemmelse med stk. 2-4.
Stk. 2 Validering af den interne model omfatter overvågning af modellens funktion, en gennemgang af om modelspecifikationerne fortsat er hensigtsmæssige, og test af modellens resultater sammenlignet med de hidtil realiserede resultater.
Stk. 3 Valideringen af den interne model skal omfatte en effektiv statistisk proces, som gør det muligt for gruppe 1-forsikringsselskabet at påvise over for Finanstilsynet, at de opgjorte kapitalkrav er tilstrækkelige samt at foretage en analyse af modellens stabilitet, test af modelresultaternes følsomhed over for ændringer i de centrale underliggende antagelser og en vurdering af om de data, der anvendes i den interne model, er nøjagtige, komplette og hensigtsmæssige.
Stk. 4 De anvendte statistiske metoder skal teste hensigtsmæssigheden af den forventede sandsynlighedsfordeling i sammenligning med de hidtidige tab og i forhold til alle væsentlige nye data og oplysninger med relation hertil.