Kapitel 1 Fordeling af ejendomsværdi
Den i ejendomsavancebeskatningsloven omtalte fordeling af ejendomsværdien på ejerboligen (stuehuset) og på den øvrige ejendom foretages af vurderingsrådet i de tilfælde, hvor fordelingen ikke er foretaget i forbindelse med den seneste vurdering forud for afståelsen.
Stk. 2 Som beregningsgrundlag anvendes den seneste forud for afståelsen ansatte kontantejendomsværdi. Fordelingen foretages i øvrigt efter samme retningslinier som fordelinger, der foretages i forbindelse med vurderingen i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 4 og 5, samt stk. 7, 1. pkt.
Stk. 3 Den skattepligtige kan anmode om fordeling, når der er indgået en bindende aftale om ejendommens overdragelse. Fordelingen kan endvidere begæres af skattemyndighederne i forbindelse med skatteansættelsen.
Stk. 4 Vurderingsrådets fordeling kan påklages til skyldrådet. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Skyldrådets afgørelse kan indbringes for Landsskatteretten efter reglerne i skattestyrelsesloven.
Kapitel 2 Særlige bestemmelser for ejendomme, der har fået afløst jordrentepligt, (beregning af bygningsværdien)
Hvis afløsningssummen efter § 21, stk. 1, eller § 22, stk. 1, i Fødevareministeriets bekendtgørelse nr. 662 af 14.august 1997 om statshusmandsbrug m.m., og jordrente er fastsat til kontantgrundværdien efter fradrag for forbedringer ved den på tidspunktet for afløsningsbegæringens indgivelse sidst udsendte offentlige ejendomsvurdering, er bygningsværdien den kontante forskelsværdi ved denne vurdering.
Hvis afløsningssummen efter § 21, stk. 2, i den ovenfor i § 2 nævnte bekendtgørelse er fastsat til et mindstebeløb med tillæg af 25 pct., eller hvis Hypotekbanken efter § 22, stk. 2, har forlangt afløsningssummen fastsat til grundværdien under hensyntagen til muligheden for en økonomisk bedre anvendelse af jorden end landbrug, gartneri eller lignende, ansætter den kommunale skattemyndighed bygningsværdien.
Stk. 2 Bygningsværdien ansættes efter de kontante prisforhold pr. 1. januar i det kalenderår, hvor afløsningsbegæringen er indgivet og efter bygningernes tilstand på tidspunktet for den seneste vurdering. Ved ansættelsen af bygningsværdien tages hensyn til størrelsen af det værditab, der skønnes at ville indtræde i tilfælde af ejendommens overgang til anden anvendelse end anvendelsen forud for afløsningsbegæringens indgivelse.
Såfremt ejeren efter § 23, stk. 1, i den ovenfor i § 2 nævnte bekendtgørelse har anmodet vurderingsmyndighederne om at foretage en vurdering til brug ved afløsningssummens fastsættelse, ansætter den kommunale skattemyndighed bygningsværdien efter bestemmelsen i § 3, stk. 2.