Der skal betales afgift af det højeste beløb, som pantebrevets hovedstol kan opskrives til, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 3. pkt. Indeholder pantebrevet en bestemmelse om opskrivning af hovedstolen, og fremgår det højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til, ikke direkte af pantebrevet, skal der afgives følgende erklæring: »Hovedstolen/det pantsikrede beløb kan maksimalt opskrives til det angivne beløb.«
Stk. 2 Der skal ikke betales afgift efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 4. pkt., for tinglysning af pant for indekslån, der ydes efter lov om realkreditlån og realkreditobligationer. Omfattet er således både indekslån, der ydes af realkreditinstitutter, og andre indekslån, der ydes på vilkår, hvorefter hovedstolen opskrives efter nettoprisindekset. Det er en betingelse for anvendelse af denne bestemmelse, at der afgives følgende erklæring: »Dette pantebrev er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 4. pkt., hvorfor der ikke skal betales afgift af forhøjelsen.«