Tinglysningsafgiftsloven § 5

Denne konsoliderede version af tinglysningsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v. (tinglysningsafgiftsloven)

Lov nr. 382 af 02. juni 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1083 af 22. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 168 af 29. februar 2020, lov nr. 2227 af 29. december 2020, lov nr. 369 af 02. april 2023 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 5

For tinglysning af pant bortset fra retspant udgør afgiften 1.850 kr. og 1,5 pct. af det pantsikrede beløb. Det pantsikrede beløb er pantebrevets nominelle hovedstol. Indeholder pantebrevet bestemmelse om opskrivning af hovedstolen, er det pantsikrede beløb det højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til. Hvis det højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til, ikke fremgår direkte af pantebrevet, skal den afgiftspligtige i pantebrevet efter bedste skøn angive det højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til inden for en periode af 10 år fra anmeldelsen til tinglysning. Afgiften beregnes herefter af dette beløb. Afgiver den afgiftspligtige ikke det omhandlede skøn, eller er registreringsmyndigheden i tvivl om rigtigheden af skønnet, oversender registreringsmyndigheden spørgsmålet om fastsættelse af værdien til told- og skatteforvaltningen til afgørelse, når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyndigheden underretter samtidig anmelderen om oversendelsen til told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen fastsætter herefter afgiften.

Stk. 2 For tinglysning af ændringer, hvorved der inddrages anden eller yderligere løsøre m.v. under pantet, beregnes afgift af hele det pantsikrede beløb efter stk. 1, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Hvis der er givet pant i erhvervsaktiver bortset fra fast ejendom, beregnes dobbelt afgift efter § 7 ved tinglysning af ændringer, hvorved der inddrages andet eller yderligere løsøre under pantet. Der skal ved anmeldelsen afgives erklæring om, at ændringen er omfattet af 1. pkt. Der svares dog afgift efter stk. 1, når pantsætter ved tinglysningen er en anden end pantsætter efter den tidligere tinglyste pantsætning. Ændringer af pant i erhvervsaktiver kan ske ved påtegning på det eksisterende pantebrev eller ved tinglysning af et afløsningspantebrev. Sker ændringen ved afløsningspantebreve, er det en betingelse, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker inden aflysning af det tidligere pant, at det erklæres, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker på vilkår om aflysning af det tidligere pant, og at det tidligere pant aflyses senest 60 dage efter tinglysning af det nye pant.

Stk. 4 For tinglysning af en forhøjelse af det pantsikrede beløb beregnes afgift efter stk. 1 af forskellen mellem resthæftelsen og den nye panthæftelse. For tinglysning af andre ændringer end de i 1. pkt. og i stk. 2 nævnte vedrørende panthæftelsen, herunder pantsætterskifte, beregnes afgiften efter § 7, jf. dog § 8, stk. 1, nr. 7.

Stk. 5 Beregning af afgift ved tinglysning af skadesløsbrev eller ejerpantebrev, der giver virksomhedspant, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspant, jf. tinglysningslovens § 47 d, der sker på vilkår om aflysning af et tilsvarende pantebrev efter samme bestemmelse, foretages efter § 7. Der skal ved anmeldelsen afgives erklæring om, at anmeldelsen er omfattet af 1. pkt. Det er endvidere en betingelse, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker inden aflysning af det tidligere pant, og at det tidligere pant aflyses senest 60 dage efter tinglysning af det nye pant.

Stk. 6 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation for, at betingelserne i denne paragraf er opfyldt, og om dokumentation for størrelsen af den nedbragte panthæftelse efter stk. 4, 1. pkt. Bekendtgørelse om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.

Stk. 7 For tinglysning af høstpantebrev som nævnt i lov nr. 271 af 22. maj 1986 om høstpant betales der alene afgift efter § 7.