En virksomhed skal have et system, der efter anmodning fra Finansiel Stabilitet midlertidigt og endeligt kan nedskrive indskud, der overstiger Garantiformuens dækning, jf. lov om en indskyder- og investorgarantiordning. Nedskrivning, jf. 1. pkt., skal kunne ske helt og delvist.
Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse på virksomheder nævnt i § 1, stk. 1, nr. 3 og 6. Finanstilsynet kan dog beslutte, at stk. 1 skal finde anvendelse på en virksomhed nævnt i § 1, stk. 1, nr. 3 og 6, herunder hvis afviklingsplanen eller koncernafviklingsplanen udarbejdet i medfør af §§ 259 og 260 i lov om finansiel virksomhed eller §§ 184 og 186 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter fastsætter en anden afvikling end konkurs.