Bekendtgørelse om anmeldelse af smitsomme sygdomme Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1260 af 27. oktober 2023

Kapitel 2 Lægers opgaver
Telefonisk og skriftlig anmeldelse af sygdomme på liste 1a, herunder alvorlig ophobning af sygdomstilfælde
§ 3

Den læge, der konstaterer eller får mistanke om et tilfælde af en af de på liste 1a anførte sygdomme hos en patient, som vedkommende har i behandling, skal straks anmelde tilfældet telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst/Vest nærmest patientens opholdssted.

Stk. 2 Pligten til anmeldelse efter stk. 1 omfatter endvidere læger, der i forbindelse med ligsyn, obduktion eller organdonation konstaterer, at afdøde inden dødsfaldet led af en af de på liste 1a anførte sygdomme, såfremt anmeldelse ikke er sket inden dødsfaldet.

Stk. 3 Telefonisk anmeldelse efter stk. 1 og 2 skal desuden snarest muligt, og indenfor 24 timer efter den telefoniske anmeldelse, suppleres af skriftlig anmeldelse til Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut, jf. § 5, med mindre mistanken umiddelbart afkræftes.

Stk. 4 I tilfælde, hvor en læge konstaterer eller får mistanke om tilfældet i forbindelse med behandling udenfor sygehus, og patienten umiddelbart indlægges på et sygehus, påhviler anmeldelsen den behandlende læge på sygehuset.

Stk. 5 Der skal ligeledes ske anmeldelse efter reglerne i stk. 1-4 ved en ophobning af sygdomme eller tilstande:

  • 1) der er alvorlige og uforklarede, og som mistænkes at være forårsaget af mikroorganismer eller andre smitstoffer, men hvor årsagen ikke nødvendigvis er påvist, eller

  • 2) med kendt årsag, men som optræder på en usædvanlig måde, der giver anledning til bekymring.

Telefonisk og skriftlig anmeldelse af sygdomme på liste 1b hos børn og ansatte i dagtilbud
§ 4

Den læge, der konstaterer et tilfælde af en af de på liste 1b anførte sygdomme hos en patient, som vedkommende har i behandling, skal førstkommende hverdag anmelde tilfældet telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst/Vest nærmest patientens opholdssted, såfremt der er tale om et barn i dagtilbud eller en ansat i dagtilbud med tæt kontakt til børn. Tilfældet skal endvidere anmeldes skriftligt, jf. § 5.

Stk. 2 Pligten til anmeldelse efter stk. 1 omfatter endvidere læger, der i forbindelse med ligsyn, obduktion eller organdonation konstaterer, at afdøde inden dødsfaldet led af en af de på liste 1b anførte sygdomme, såfremt anmeldelse ikke er sket inden dødsfaldet.

Skriftlig anmeldelse af sygdomme på liste 1a, 1b og 1c
§ 5

Den læge, der konstaterer et tilfælde af en af de på liste 1a, 1b og 1c anførte sygdomme hos en patient, som vedkommende har i behandling, skal snarest muligt og uden unødig forsinkelse anmelde tilfældet skriftligt.

Stk. 2 Pligten til anmeldelse efter stk. 1 omfatter endvidere læger, der i forbindelse med ligsyn, obduktion eller organdonation konstaterer, at afdøde inden dødsfaldet led af en af de på liste 1a, 1b eller 1c anførte sygdomme, såfremt anmeldelse ikke er sket inden dødsfaldet.

Stk. 3 Anmeldelse efter stk. 1 og 2 skal ske via en af Statens Serum Institut anvist metode til Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut for så vidt angår sygdomme på liste 1a og 1b. Anmeldelse skal ske til Statens Serum Institut for så vidt angår sygdomme på liste 1c.