Bekendtgørelse om beredskab for elsektoren Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2646 af 28. december 2021

Kapitel 2 Beredskabsplanlægning
§ 3

Virksomhederne skal foretage en beredskabsplanlægning for håndtering af beredskabssituationer omfattende

  • 1) organisatoriske forhold, jf. kapitel 3,

  • 2) sårbarhedsvurdering, jf. kapitel 4, og

  • 3) beredskabsplaner for håndtering af beredskabssituationer, jf. kapitel 5.

Stk. 2 Planlægningen skal omfatte beredskabssituationer, som i væsentlig grad reducerer funktionaliteten hos virksomheden og eventuelt øvrige dele af elsektoren, samt hvor også andre dele af samfundet kan have reduceret funktionalitet. Planlægningen skal sikre, at virksomheden i nødvendigt omfang kan indgå i den nationale krisehåndtering.

Stk. 3 Virksomhedernes planlægning skal inddrage hensynet til virksomhedens kontinuitet, dvs. til at de centrale funktioner i virksomheden, herunder bemanding og interne støttefunktioner, kan opretholdes under alle forhold og således kan modstå forstyrrelser og afbrydelser af den normale drift.

Stk. 4 En virksomheds planmateriale skal revideres i det omfang, udviklingen gør det nødvendigt, herunder ved væsentlige ændringer af virksomheden eller dennes sårbarheder og beredskabsforhold, dog mindst hvert tredje år.

§ 4

Virksomhedernes sammenfattende beredskabsplaner efter § 7, stk. 1, nr. 1, samt væsentlige ændringer heraf skal godkendes af Energistyrelsen, jf. dog stk. 2. Planerne skal næste gang fremsendes til godkendelse senest den 1. oktober 2021 og derefter mindst hvert tredje år. Det øvrige planmateriale efter § 3, stk. 1, skal efter anmodning fremsendes til Energistyrelsen til orientering.

Stk. 2 Energinet’s sammenfattende beredskabsplan efter § 7, stk. 1, nr. 1, og dens sektorberedskabsplan efter § 8, stk. 1, samt væsentlige ændringer heraf skal godkendes af Energistyrelsen. Planerne skal næste gang fremsendes til godkendelse senest den 1. januar 2021 og derefter mindst hvert tredje år. Det øvrige planmateriale efter § 3, stk. 1, skal efter anmodning fremsendes til Energistyrelsen til orientering.

Stk. 3 Energistyrelsen kan fastsætte nærmere frister og rammer i øvrigt for beredskabsarbejdet, bl.a. med henblik på koordinering mellem de forskellige energisektorer og med andre samfundssektorer.

Stk. 4 Energistyrelsen kan udarbejde retningslinjer og vejledninger om virksomhedernes beredskabsarbejde med henblik på at uddybe bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Retningslinjer og vejledninger skal være tilgængelig for virksomhederne, som skal underrettes herom.