Kommunalbestyrelsen beregner modtagerens egenbetaling på grundlag af modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag, jf. stk. 2-8, når der ydes hjælp efter § 84 i lov om social service, hvor modtageren ikke samtidig modtager hjælp efter §§ 86 eller 87 i barnets lov eller efter §§ 96 eller 100 i lov om social service.
Stk. 2 Indkomstgrundlaget, jf. stk. 1, består af personlig indkomst efter § 3 i personskatteloven med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de heri nævnte grundbeløb og bundfradrag, samt aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2, bortset fra udbytteindkomst op til 5.000 kr. For lønmodtagere, der gør tjeneste på skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) medregnes arbejdsfortjenesten i den personlige indkomst efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren om fremgangsmåden ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget for visse sociale ydelser for lønmodtagere, der gør tjeneste på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister.
Stk. 3 Opgørelsesperioden for indkomstgrundlaget efter stk. 2 er indkomsten for det senest afsluttede indkomstår. Indkomstgrundlaget anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Stk. 4 Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget efter stk. 2 og 3 reguleres den personlige indkomst, der indgår i indkomstgrundlaget, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, gældende pr. 1. januar efter indkomståret, jf. stk. 3, og pr. 1. januar det følgende år.
Stk. 5 I indkomstgrundlaget opgjort efter stk. 2-4 fradrages et beløb på 174.500 kr. (2024-niveau) for enlige og 262.300 kr. (2024-niveau) for gifte. De beløb, der er nævnt i 1. pkt., reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2025.
Stk. 6 For personer med børn fradrages yderligere et beløb for hvert barn, som for gifte svarer til det særlige børnetilskud pr. 1. januar og for enlige svarer til 3 gange det særlige børnetilskud pr. 1. januar, jf. § 4, stk. 3, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Ydes der hjælp på grund af graviditet, medregnes det ventede barn.
Stk. 7 Ved opgørelsen af indkomstgrundlaget, jf. stk. 1-6, anses personer, der lever i et samlivsforhold, hvor parterne gennem kontante bidrag, arbejde i hjemmet eller på anden måde bidrager til den fælles husførelse, og hvor samlivet kan føre til ægteskab efter dansk ret, som gifte.
Stk. 8 Hvis indkomsten på betalingstidspunktet varigt er forøget med mere end 20 pct. eller nedsat med mere end 5 pct. i forhold til det opgjorte indkomstgrundlag, jf. stk. 1-7, skal de ændrede indkomstforhold lægges til grund for betalingen.