Bekendtgørelse om eksponering for elektromagnetiske felter i forbindelse med arbejdet Kapitel 3

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 472 af 25. maj 2016,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1883 af 19. december 2023

Kapitel 3 Eksponeringsgrænseværdier og aktionsniveauer
§ 10

Ingen må udsættes for en eksponering for elektromagnetiske felter, der overskrider de eksponeringsgrænseværdier for sundhedsmæssige virkninger og de eksponeringsgrænseværdier for sensoriske virkninger, der er fastsat i

  • 1) bilag 2 for så vidt angår de ikke-termiske virkninger, og

  • 2) bilag 3 for så vidt angår de termiske virkninger.

Stk. 2 Overholdelsen af eksponeringsgrænseværdierne for sundhedsmæssige virkninger og eksponeringsgrænseværdierne for sensoriske virkninger skal påvises ved brug af de relevante procedurer for vurdering af eksponeringen, jf. kapitel 2.

Stk. 3 Overskrider eksponeringen for elektromagnetiske felter eksponeringsgrænseværdierne, skal arbejdsgiveren straks træffe foranstaltninger i overensstemmelse med § 20.

§ 11

Eksponeringsgrænseværdierne for sundhedsmæssige virkninger og eksponeringsgrænseværdier for sensoriske virkninger kan anses for overholdt, når det påvises, at de relevante aktionsniveauer i bilag 2 og 3 ikke overskrides.

Stk. 2 Overskrider eksponeringen aktionsniveauerne, skal arbejdsgiveren træffe foranstaltninger i overensstemmelse med § 17, stk. 1 og 2, medmindre den arbejdspladsvurdering, der foretages i overensstemmelse med kapitel 2, påviser, at de relevante eksponeringsgrænseværdier ikke overskrides, og at sikkerhedsrisici kan udelukkes.

§ 12

Uanset § 11 kan eksponeringen dog overskride lave aktionsniveauer for elektriske felter, jf. bilag 2, tabel B1, når dette er begrundet af arbejdets særlige karakter herunder forholdene, hvorunder arbejdet udføres, forudsat at enten eksponeringsgrænseværdierne for sensoriske virkninger, jf. bilag 2, tabel A3 ikke overskrides, eller

  • 1) eksponeringsgrænseværdierne for sundhedsmæssige virkninger, jf. bilag 2, tabel A2 ikke overskrides,

  • 2) meget store gnistudladninger og kontaktstrøm, jf. bilag 2, tabel B3 undgås gennem særlige beskyttelsesforanstaltninger, jf. § 18, og

  • 3) den ansatte er blevet informeret om de situationer, der er omhandlet i § 23, stk. 2, nr. 6.

§ 13

Uanset § 11 kan eksponeringen dog overskride lave aktionsniveauer for magnetiske felter, jf. bilag 2, tabel B2, når dette er begrundet af arbejdets særlige karakter herunder forholdene, hvorunder arbejdet udføres, herunder i hoved og torso, i løbet af arbejdsdagen, forudsat at enten eksponeringsgrænseværdierne for sensoriske virkninger, jf. bilag 2, tabel A3 ikke overskrides, eller

  • 1) at overskridelsen af eksponeringsgrænseværdierne for sensoriske virkninger kun er midlertidig,

  • 2) at eksponeringsgrænseværdierne for sundhedsmæssige virkninger, jf. bilag 2, tabel A2 ikke overskrides,

  • 3) at der træffes foranstaltninger i overensstemmelse med § 21, i tilfælde af forbigående symptomer i henhold til § 21, nr. 1, og

  • 4) at den ansattes er blevet informeret om de situationer, der er omhandlet i § 23, stk. 2, nr. 6.

§ 14

Uanset kravene i §§ 11-13 kan eksponeringen dog overskride:

  • 1) eksponeringsgrænseværdierne for sensoriske virkninger, jf. bilag 2, tabel A1 under arbejdet, når dette er begrundet af arbejdets særlige karakter herunder forholdene, hvorunder arbejdet udføres, forudsat at

    • a) de kun overskrides midlertidigt,

    • b) eksponeringsgrænseværdierne for sundhedsmæssige virkninger, jf. bilag 2, tabel A1 ikke overskrides,

    • c) der er truffet særlige beskyttelsesforanstaltninger i henhold til § 19,

    • d) der træffes foranstaltninger i overensstemmelse med § 21, i tilfælde af forbigående symptomer i henhold til § 21, nr. 2, og

    • e) den ansatte er blevet informeret om de situationer, der er omhandlet i § 23, stk. 2, nr. 6.

  • 2) eksponeringsgrænseværdierne for sensoriske virkninger, jf. bilag 2, tabel A3, og bilag 3, tabel A2 under arbejdet, når dette er begrundet af arbejdets særlige karakter herunder forholdene, hvorunder arbejdet udføres, forudsat at

    • a) de kun overskrides midlertidigt,

    • b) eksponeringsgrænseværdierne for sundhedsmæssige virkninger, jf. bilag 2, tabel A2 og bilag 3, tabel A1 og tabel A3 ikke overskrides,

    • c) der træffes foranstaltninger i henhold til § 21, i tilfælde af forbigående symptomer i henhold til § 21, nr. 1, og

    • d) den ansatte er blevet informeret om de situationer, der er omhandlet i § 23, stk. 2, nr. 6.

MR-scannere
§ 15

De i bekendtgørelsen fastsatte eksponeringsgrænseværdier må overskrides for MR-scannere til patienter i sundhedssektoren, hvis eksponeringen sker i forbindelse med installering, afprøvning, anvendelse, udvikling, vedligeholdelse eller forskning i tilknytning til magnetisk resonansbilleddannelse, såfremt

  • 1) den arbejdspladsvurdering, der blev udført i overensstemmelse med kapitel 2, påviste, at eksponeringsgrænseværdierne var overskredet,

  • 2) samtlige tekniske og/eller organisatoriske foranstaltninger under hensyn til den tekniske udvikling er indført,

  • 3) omstændighederne behørigt begrunder overskridelsen af eksponeringsgrænseværdierne,

  • 4) arbejdspladsens, arbejdsudstyrets eller arbejdsmetodernes særlige karakteristika er taget i betragtning, og

  • 5) arbejdsgiveren påviser, at den ansatte fortsat er beskyttet mod sundhedsskadelige virkninger og sikkerhedsrisici, herunder sikrer, at de instrukser for sikker brug, som fabrikanten af udstyret har givet i henhold til de regler, der gennemfører direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinsk udstyr, er blevet fulgt.