Personer omfattet af § 1, nr. 1-5, 7, 8, og personer omfattet af § 1, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, har pligt til straks at give jobcenteret besked, hvis de ikke står til rådighed for henvist job, deltagelse i tilbud eller samtale på grund af arbejde, sygdom, deltagelse i kurser eller af anden grund. Personer omfattet af § 1, nr. 1, kan i stedet give arbejdsløshedskassen besked i de første 3 måneder, hvis de ikke står til rådighed for henvist job eller samtale på grund af arbejde, sygdom, deltagelse i kurser eller af anden grund. Efter de første 3 måneder kan personer omfattet af § 1, nr. 1, i stedet give arbejdsløshedskassen besked om sygdom til deres arbejdsløshedskasse.
Stk. 2 Personer omfattet af § 1, nr. 1, har pligt til straks at give arbejdsløshedskassen eller jobcenteret besked, hvis de ikke har pasningsmulighed uden for institutionens åbningstid for børn eller andre familiemedlemmer af husstanden, der kræver pleje.
Stk. 3 Personer omfattet af § 1, nr. 1-5, nr. 7 og 8, som har optjent ret til betalt ferie efter ferieloven eller ferie med feriedagpenge, har ret til at holde ferien, når jobcenteret modtager meddelelse herom senest 2 uger før, ferien skal holdes, og der ikke allerede i ferieperioden er fastsat møder, henvist til job eller afgivet tilbud m.v., som personen har pligt til at deltage i. Er der mindre end 2 uger til ferien, kan jobcenteret godkende ferien, hvis afholdelsen ikke modvirker beskæftigelsesindsatsen for personen. En person kan holde optjent ferie på enkelte dage, når jobcenteret modtager meddelelse herom, og der de pågældende dage ikke er fastsat møder, afgivet tilbud m.v. eller henvist til job, som personen har pligt til at deltage i. For personer omfattet af § 1, nr. 1, gælder 1.-3. pkt. tilsvarende i de første 3 måneder, hvor arbejdsløshedskassen varetager kontaktforløbet, jf. § 27, stk. 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når arbejdsløshedskassen modtager meddelelse herom.
Stk. 4 Personer, der deltager i tilbud om ansættelse med løntilskud, skal også give meddelelse om sygdom og ferie til arbejdsgiveren.
Stk. 5 Personer, der er visiteret til et fleksjob, og som modtager ledighedsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, eller overgangsydelse uden for introduktionsprogrammet har pligt til straks at give jobcenteret besked om sygdom, hvis sygdommen forhindrer personen i at påbegynde et fleksjob eller deltage i tilbud.