Der kan efter reglerne i denne bekendtgørelse ydes kompensation til dækning af det forventede indkomsttab, jf. § 1, hvis betingelserne i stk. 2-8 er opfyldt.
Stk. 2 Freelanceren mv. skal være registreret i Det Centrale Personregister (CPR).
Stk. 3 Freelancerens mv. samlede indkomst skal være på mindst 10.000 kr. i gennemsnit pr. måned i kalenderåret 2019, jf. dog stk. 4. Freelanceren mv. kan i de 10.000 kr. medregne skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed, jf. § 3, nr. 7.
Stk. 4 Freelancere mv. som grundet særlige omstændigheder, som fx alvorlig sygdom, barsel eller at have en toårig cyklus i sit virke, ikke har registreret samlet indkomst i kalenderåret 2019, kan vælge et andet kalenderår end det i stk. 3 nævnte.
Stk. 5 Af den gennemsnitlige månedlige indkomst skal B-indkomst minimum udgøre 5.000 kr. pr. måned. A-indkomst må maksimalt udgøre 20.000 kr. pr. måned.
Stk. 6 Der skal ansøges om kompensation for perioden fra og med den 1. maj 2020 til og med den 31. juli 2020 eller fra og med den 1. juni 2020 til og med den 31. august 2020.
Stk. 7 Freelanceren mv. er ikke berettiget til dagpenge eller supplerende dagpenge og må ikke modtage offentlige ydelser, herunder kontanthjælp.
Stk. 8 Freelanceren mv. skal være sæsonafhængig, jf. § 2, nr. 10.