Kapitel 2 Ansøgning om tilladelse til at udføre erhvervsmæssig befordring af personer i køretøjer, som de pågældende råder over
Ansøgning med tilhørende årsbudget og finansieringsplan indsendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor hovedkontoret for virksomheden er beliggende. I Region Hovedstaden med undtagelse af Bornholms Regionskommune og Helsingør kommune indsendes ansøgning til Taxinævnet i Region Hovedstaden.
Stk. 2 Indehavere af tilladelser i henhold til lovens § 1, stk. 1, § 2, stk. 3, og 4, kan udføre virksomhed omfattet af denne bekendtgørelse.
Ansøgeren skal dokumentere at have egne kontante midler eller andre værdier på i alt mindst 50.000 kr.
Stk. 2 Der kan i stedet stilles en sikkerhed med et nærmere af kommunalbestyrelsen fastsat indhold af et forsikringsselskab eller pengeinstitut. Sikkerheden skal beløbsmæssigt modsvare det i stk. 1 fastsatte krav til egenkapital.
Stk. 3 Ansøgning kan afslås, hvis ansøgeren har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Herved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan kræve, at der fremlægges oplysninger fra offentlige myndigheder til brug ved bedømmelsen af ansøgerens økonomiske forhold.
Årsbudgettet, der skal omfatte det første regnskabsår, skal indeholde alle de for bedømmelsen nødvendige oplysninger om virksomhedens driftsudgifter, herunder udgifter til personale- og administrationsudgifter, forsikring m.v., samt om forventede indtægter.
Finansieringsplanen skal indeholde oplysning om anskaffelsessummen for det til virksomhedens drift fornødne materiel, betalingsvilkår, hvor stor en del af anskaffelsessummen, der er finansieret ved egne midler, hvor stor en del ved optagelse af lån eller lignende, og for den sidste dels vedkommende rente- og afdragsydelser i det første år.
Ansøgningen skal vedlægges kopi af ansøgerens dåbsattest (navnebevis) og sygesikringsbevis eller anden form for dokumentation for registrering i CPR- systemet. Kommunalbestyrelsen indhenter straffeattest til offentlig brug og eventuelt udskrift fra Det Centrale Kriminalregister til brug ved bedømmelsen af ansøgerens vandel.
Stk. 2 Ansøgeren skal afgive enhver oplysning, som kommunalbestyrelsen anmoder om med henblik på vurdering af, om ansøgeren vil kunne drive virksomheden på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen.