Kommunalbestyrelsen godkender anskaffelsessummen forud for byggeriets påbegyndelse. Byggearbejderne må ikke påbegyndes, før kommunalbestyrelsens godkendelse foreligger. Ved opgørelse af anskaffelsessummen skal ejendommen, hvis denne er erhvervet med henblik på etablering af friplejeboliger, indgå med den faktiske anskaffelsespris, dog højst med et beløb svarende til ejendommens markedsværdi på erhvervelsestidspunktet. Er ejendommen erhvervet tidligere, kan den indgå i opgørelse af anskaffelsessummen med et beløb svarende til dens markedsværdi på tidspunktet for kommunalbestyrelsens godkendelse af anskaffelsessummen forud for byggeriets påbegyndelse.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen meddeler friplejeboligleverandøren godkendelse af anskaffelsessummen og foretager samtidig indberetning til BOSSINF, jf. kapitel 3.