Kapitel 5 Fælles bestemmelser for euforiserende midler opført på liste A, B, C, D og E
Andre former for virksomhed med euforiserende midler end ind- og udførsel, udlevering, fremstilling eller forhandling er kun tilladt personer, virksomheder, laboratorier m.v., som af Lægemiddelstyrelsen har fået tilladelse hertil.
Stk. 2 Uanset bestemmelsen i stk. 1 er det tilladt statens naturvidenskabelige, lægevidenskabelige og tekniske laboratorier og institutioner uden særskilt tilladelse at anvende euforiserende midler til formål, som falder inden for institutionens naturlige virksomhedsområde.
En af Lægemiddelstyrelsen meddelt tilladelse til virksomhed med euforiserende midler kan til enhver tid tilbagekaldes. En meddelt tilladelse vil navnlig kunne forventes tilbagekaldt, såfremt de til tilladelsen knyttede betingelser og vilkår ikke overholdes, såfremt de af Lægemiddelstyrelsens tilsynsførende givne påbud ikke efterkommes, eller såfremt der udvises uforsigtighed eller forsømmelighed ved udøvelsen af virksomheden med euforiserende midler.
Stk. 2 Lægemiddelstyrelsen kan i øvrigt til enhver tid indskrænke eller ændre en meddelt tilladelse til virksomhed med euforiserende midler.
Stk. 3 Tilbagekaldes en meddelt tilladelse til virksomhed med euforiserende midler, træffer Lægemiddelstyrelsen nærmere bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes med eventuelle beholdninger af euforiserende midler.
Virksomheder, laboratorier og institutioner, der har Lægemiddelstyrelsens tilladelse til virksomhed med euforiserende stoffer, skal have en hertil af virksomheden udpeget og af Lægemiddelstyrelsen godkendt leder.
Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med apotekernes virksomhed med euforiserende midler.
Stk. 2 Fødevarestyrelsen fører tilsyn med dyrlægers virksomhed med euforiserende midler.
Stk. 3 Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med personer, virksomheder og laboratorier, der af Lægemiddelstyrelsen har fået særlig tilladelse til virksomhed med euforiserende midler.
Stk. 4 Lægemiddelstyrelsen kan føre tilsyn med statens naturvidenskabelige, lægevidenskabelige og tekniske laboratorier og institutioner, for så vidt angår disses virksomhed med euforiserende midler.
Stk. 5 Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med de institutioner, der har modtaget den i § 6, stk. 2, nævnte tilladelse, for så vidt angår institutionernes modtagelse, håndtering og opbevaring af samt regnskab med det euforiserende middel, der er opført på liste A som nr. 2.
Stk. 6 Lægemiddelstyrelsen foretager de i stk. 3-5 omtalte tilsyn så ofte, det findes påkrævet. Lægemiddelstyrelsen har uhindret adgang til de lokaler, beholdninger, bøger og forretningspapirer, som vedrører den nævnte virksomhed. Personen, virksomhedens indehaver, laboratoriets eller institutionens leder er til enhver tid forpligtet til at udlevere de oplysninger vedrørende virksomheden med euforiserende midler, som Lægemiddelstyrelsen måtte ønske.
Stk. 7 Mangler, der er påvist ved Lægemiddelstyrelsens tilsyn, skal straks afhjælpes.
Stk. 8 Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om det i stk. 3-5 omtalte tilsyn.
Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes efter § 3 og § 3 a i lov om euforiserende stoffer.
Stk. 2 Under de i § 191 i straffeloven angivne omstændigheder straffes overtrædelsen dog efter denne bestemmelse.
Dispensation fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse kan meddeles af Sundhedsministeriet.
Stk. 2 Lægemiddelstyrelsen kan dog meddele dispensation fra bestemmelserne i § 19, stk. 3, § 21 og § 25.
Lægemiddelstyrelsens afgørelser i medfør af denne bekendtgørelse kan indbringes for Sundhedsministeriet.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2022.
Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 950 af 23. juni 2020 om euforiserende stoffer ophæves.