Bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser § 151

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 460 af 02. maj 2023

Generelle krav til koncernregnskabet
§ 151

Virksomheden skal lade koncernregnskabet vise de konsoliderede virksomheders aktiver og passiver, deres finansielle stilling, deres resultat og anden totalindkomst samt bevægelser på egenkapitalen, som om de tilsammen var en enkelt virksomhed.

Stk. 2 Virksomheden skal ved konsolideringen sammendrage regnskaberne, således at ensartede indtægter og omkostninger samt aktiver og passiver sammenlægges. Virksomheden skal foretage de tilpasninger, der er nødvendige på grund af de særlige forhold, som gælder for koncernregnskaber til forskel fra årsregnskaber.

Stk. 3 Virksomheden må kun lade koncernvirksomheder, for hvilke koncernforholdet er etableret i løbet af regnskabsåret, indgå i sammendraget med indtægter og omkostninger af de transaktioner og forhold, der er opstået efter tidspunktet for koncernforholdets etablering.

Stk. 4 Virksomheden må kun lade koncernvirksomheder, for hvilke koncernforholdet ophører i løbet af regnskabsåret, indgå i sammendraget med indtægter og omkostninger af de transaktioner og forhold, der er opstået indtil tidspunktet for koncernforholdets ophør.