Kapitel 1 Forskudsregistreringen for 2002
Ved forskudsregistreringen for 2002, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog stk. 2-5 samt §§ 2-5:
-
1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2000, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 6,5 pct.
-
2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2001, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 3 pct.
Stk. 2 Posten »kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat« ansættes ved forskudsregistreringen for 2002 på grundlag af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001, jf. dog 4. pkt. For samtlige ejerboliger reguleres grundlaget med 5 pct. Progressionsgrænsen fastsættes foreløbigt til 3.040.000 kr. For ejendomme, hvor det ikke er muligt maskinelt at beregne ejendomsværdiskatten, ansættes posten »kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat« ved forskudsregistreringen for 2002 til den ejendomsværdiskat, der indgår i slutligningen for 2000, reguleret med 10 pct., eller til den ejendomsværdiskat, der indgår i forskudsregistreringen for 2001, reguleret med 5 pct.
Stk. 3 Ved forskudsregistreringen for 2002, der foretages på grundlag af oplysninger om indkomsten i et tidligere år, anvendes i de i stk. 4 nævnte tilfælde en af følgende 2 procentreguleringer, jf. dog §§ 2-5, og der foretages ikke regulering efter stk. 1:
-
1) Indkomstbeløb, der indgår i slutligningen for 2000, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 6 pct.
-
2) Indkomstbeløb, der indgår i forskudsregistreringen for 2001, forhøjes ved forskudsregistreringen for 2002 med 2,7 pct.
Stk. 4 Stk. 3 finder anvendelse ved forskudsregistreringen for 2002 af
-
1) skattepligtige udbetalinger efter lov om delpension, lov om social service og lov om aktiv socialpolitik,
-
2) efterløn, dagpenge og overgangsydelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring,
-
3) dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, og
-
4) kommunale og amtskommunale tjenestemandspensioner og private pensioner såsom udbetalinger fra pensionsordninger med løbende udbetalinger, rateforsikringer i pensionsøjemed og rateopsparinger i pensionsøjemed.
Stk. 5 Renteindtægter reguleres ikke efter stk. 1.
Skattepligtige pensioner, der udbetales af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), ansættes ved forskudsregistreringen for 2002 med udgangspunkt i pensionen for september måned 2001 omregnet til helårsbeløb, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1154 af 14. december 2000. Det omregnede helårsbeløb forhøjes med 2 pct., og der foretages ikke regulering efter § 1.
Kapitel 2 Beregning af indeholdelsesprocenten for 2002
Indeholdelsesprocenten på skattekortet for 2002 beregnes som summen af følgende procenter, der er større end 0:
-
1) Skattekommunens laveste skatteprocent (dvs. summen af primærkommunal skatteprocent, amtskommunal skatteprocent, kirkeskatteprocent for medlemmer af folkekirken og bundskatten på 5,5 pct. efter personskattelovens § 6).
-
2) En procent beregnet som mellemskatten på 6 pct. efter personskattelovens § 6 a, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og ganget med 100.
-
3) En procent beregnet som topskatten på 15 pct. efter personskattelovens § 7, opgjort uden nedsættelse for personfradrag, delt med den personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, og med tillæg af positiv kapitalindkomst, og ganget med 100.
Stk. 2 Procenterne efter stk. 1 beregnes med 2 decimaler.
Stk. 3 Såfremt der efter reglerne i § 12 B i bekendtgørelse nr. 1154 af 14. december 2000 skal ske forhøjelse af indeholdelsesprocenten, forhøjes indeholdelsesprocenten med højst det antal hele pct. point, som er tilstrækkeligt til at undgå opkrævning af forskudsskat ved skattebillet (B-skat).
Stk. 4 Er den efter stk. 1-3 beregnede indeholdelsesprocent større end 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocenten, ansættes indeholdelsesprocenten til 59 pct. med tillæg af kirkeskatteprocenten.
Stk. 5 Indeholdelsesprocenten efter stk. 1-4 forhøjes til nærmeste hele procent.