Bekendtgørelse om fusioner af andelskasser, sparekasser og aktieselskaber, som har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed § 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 2196 af 23. november 2021

Sparekassereserven
§ 7

Ved en fusion efter § 1, nr. 2, skal repræsentantskabet i den ophørende sparekasse, som led i beslutningen om at gennemføre en fusion, træffe beslutning om en af følgende modeller for så vidt angår sparekassereserven:

  • 1) Aktier i det fortsættende aktieselskab, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, svarende til værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af sparekassens gæld, jf. dog § 9, stk. 1, overdrages til en fond, hvis formål skal være enten konsolidering af det fortsættende pengeinstitut eller støtte til almennyttige og velgørende formål eller begge formål i kombination. Har fonden til formål at konsolidere det fortsættende pengeinstitut, anses fonden som en erhvervsdrivende fond, og § 209 i lov om finansiel virksomhed finder anvendelse for fonden. Har fonden til formål at konsolidere det fortsættende pengeinstitut, skal det i fondens vedtægter sikres, at de i sparekassen opbyggede reserver, som er overdraget til fonden, anvendes til almennyttige og velgørende formål, hvis formålet om konsolidering måtte ophøre. Fondens status som enten erhvervsdrivende eller ikke-erhvervsdrivende fond afgøres i øvrige tilfælde af Erhvervsstyrelsen i henhold til lov om erhvervsdrivende fonde.

  • 2) At der i det fortsættende aktieselskab, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed, oprettes en bunden sparekassereserve svarende til værdien af de indskudte aktiver efter fradrag af sparekassens gæld, jf. dog § 9, stk. 1. Den bundne sparekassereserve kan bruges til dækning af underskud, der ikke dækkes af beløb, der kan anvendes til udbytte i aktieselskabet. Ved en senere fusion af aktieselskabet med et andet pengeinstitut overtager det fortsættende pengeinstitut sparekassereserven på de samme vilkår, som indtil fusionen var gældende. I tilfælde af aktieselskabets ophør skal sparekassereserven anvendes til almennyttige og velgørende formål, og de nærmere regler herfor skal fastsættes i repræsentantskabets beslutning om at oprette den bundne sparekassereserve. Udlodning af aktionærerne kan i tilfælde af aktieselskabets ophør kun finde sted, når sparekassereserven er anvendt til almennyttige eller velgørende formål. § 213 i lov om finansiel virksomhed finder anvendelse for den bundne sparekassereserve.

  • 3) Oprettelse af en fond, jf. nr. 1, i kombination med en bunden sparekassereserve, jf. nr. 2. Fordelingen mellem fonden og den bundne sparekassereserve skal fremgå af fusionsplanen.