I kommuner, som i hele eller dele af perioden fra og med den 1. august 2021 og indtil den 1. september 2021 er helt eller delvist nedlukket i henhold til sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og hvor borgeren skal til en samtale eller et møde hos jobcenteret, kommunen eller a-kassen i den periode, hvor kommunen er helt eller delvis nedlukket, kan jobcenteret, kommunen eller a-kassen vælge, at samtalen eller mødet i stedet holdes digitalt eller telefonisk. Det gælder:
-
1) Cv-samtaler og jobsamtaler efter §§ 25, 31 og 32 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
-
2) Møder i rehabiliteringsteamet efter § 9-11 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
-
3) Samtaler efter §§ 12 og 39 i bekendtgørelse nr. 1172 af 25. november 2019 om rådighed.
-
4) Opfølgningssamtaler efter § 13 b i lov om sygedagpenge.
-
5) Møder efter § 20, stk. 3, i lov om social pension.
Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis borgeren i perioden, hvor kommunen er helt eller delvist nedlukket, skal møde op på jobcenteret i forbindelse med tilmelding som arbejdssøgende og den indledende vurdering efter § 4, § 18, stk. 1, og § 22, stk. 3, i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 3 Når kommunen afholder et møde i rehabiliteringsteamet digitalt efter stk. 1, nr. 2, kan sagen behandles uden borgerens deltagelse, hvis borgeren giver samtykke hertil. Ønsker borgeren at deltage i mødet, skal kommunen sikre, at dette kan ske. Kommunen træffer afgørelse på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling, hvis borgeren er enig i rehabiliteringsteamets indstilling eller har anmodet om, at kommunalbestyrelsen alene tager stilling til spørgsmålet om førtidspension, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension. Hvis kommunen ikke kan træffe afgørelse i overensstemmelse med rehabiliteringsteamets indstilling, skal sagen behandles på ny og med fysisk fremmøde i rehabiliteringsteamet.