Bekendtgørelse om hvilke oplysninger der skal indgives til told- og skatteforvaltningen ved genanbringelse af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 256 af 20. marts 2012

I medfør af § 6 A, stk. 6, i ejendomsavancebeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 891 af 17. august 2006, som ændret ved lov nr. 462 af 12. juni 2009 og lov nr. 525 af 12. juni 2009, og i medfør af § 35, stk. 1, 2 og 4, i skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse 175 af 23. februar 2011, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
§ 1

En begæring om genanbringelse af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 2, nr. 2, skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Tilkendegivelse af, at fortjeneste ved afståelse af fast ejendom er genanbragt i en fast ejendom her i landet, eller i en fast ejendom der er beliggende i en anden EU-stat, Norge, Island, Grønland eller på Færøerne.

  • 2) Identifikationsoplysninger for den faste ejendom, hvori fortjenesten er genanbragt.

    • a) For faste ejendomme beliggende i Danmark: Det kommunale ejendomsnummer.

    • b) For faste ejendomme beliggende i en anden EU-stat, Norge, Island, Grønland eller på Færøerne: Adresse, postnummer og land.

  • 3) Størrelsen af den genanbragte fortjeneste.

  • 4) Identifikationsoplysninger for den afståede faste ejendom.

    • a) For faste ejendomme beliggende i Danmark: Det kommunale ejendomsnummer.

    • b) For faste ejendomme beliggende i en anden EU-stat, Norge, Island, Grønland eller på Færøerne: Adresse, postnummer og land.

§ 2

Begæring efter § 1 skal indsendes digitalt ved brug af de digitale kanaler, som Skatteministeriet anviser.

Stk. 2 Pligten til at indsende oplysningerne i § 1 digitalt omfatter ikke:

  • 1) Selvangivelsespligtige, der gør brug af en af fritagelserne for at indgive selvangivelsen digitalt efter bekendtgørelsen om obligatorisk digital indberetning af selvangivelsen for selvstændigt erhvervsdrivende.

  • 2) Selvangivelsespligtige, der senest 3 måneder efter en ansættelsesændring begærer genanbringelse af fortjeneste fra salg af fast ejendom.

Stk. 3 For indkomstårene 2011 og 2012 vil en indsendelse af begæring om anvendelse af reglerne om genanbringelse af fortjeneste ved salg af fast ejendom efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 2, nr. 2, på anden måde end anvist af Skatteministeriet blive anset for modtaget.

§ 3

§ 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis fortjeneste ved afståelse af fast ejendom genanbringes i ombygning, tilbygning eller nybygning på en fast ejendom, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 C.

§ 4

Udover de oplysninger, der er nævnt i § 1, skal blandt andet oplysninger om grundlaget for den opgjorte ejendomsavance og dokumentation for, at betingelserne for genanbringelse er opfyldt, kunne fremlægges efter begæring fra told- og skatteforvaltningen.

§ 5

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2012.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1493 af 15. december 2009 om, hvilke oplysninger, der skal indgives til told- og skatteforvaltningen, ved genanbringelse af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, ophæves samtidig.