Kapitel 3 Tilsyn
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med Rejsegarantifondens administration og regnskabsførelse efter denne bekendtgørelse.
Stk. 2 Der gennemføres løbende kontrol med den udbetalte kompensation efter kapitel 1 i form af udtagning af stikprøver af sager fra Rejsegarantifondens sagsbehandling med henblik på undersøgelse af det retlige og faktiske grundlag for afgørelserne i de udvalgte sager om tildeling af kompensation til rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører, der er registreret i Rejsegarantifonden.
Stk. 3 Der foretages stikprøvekontrol af tro- og love erklæringer fra virksomheder om overholdelse af reglerne om de minimis-støtte i overensstemmelse med de minimis-forordningen, jf. § 21.
Stk. 4 På baggrund af regnskabsoplysninger fra Rejsegarantifonden fører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen løbende tilsyn med forbruget af tilskuddene efter kapitel 1 og 2, herunder at tabsrammen på 300 mio. kr. ikke overskrides.
Stk. 5 Rejsegarantifonden skal på forlangende udlevere de oplysninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som er nødvendige for styrelsens udøvelse af tilsyn efter denne bekendtgørelse.
Stk. 6 Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til brug for tilsynsvirksomheden bl.a. anmode Rejsegarantifonden om opgørelser over anvendelse af den samlede kompensationspulje, saldo og bevægelser på fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, løbende opgørelser over tab på garantier, oversigt over sagsbehandlingen i øvrigt, udskrifter fra Rejsegarantifondens økonomisystem og sagsbehandlingssystem, interne procesbeskrivelser, interne vejledninger og dokumenter i øvrigt vedrørende Rejsegarantifondens administration og anvendelse af den samlede kompensationspulje og tilskud efter kapitel 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan hjemvise en sag til fornyet behandling i Rejsegarantifonden med henblik på efterregulering af den udbetalte kompensation, hvis det i forbindelse med den efterfølgende kontrol viser sig, at en virksomhed har fået mere eller mindre i kompensation, end virksomheden var berettiget til efter reglerne i denne bekendtgørelse.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af reglerne for de minimis-støtte, jf. Europa-Kommissionens forordning nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte.