Kapitel 2 Godkendelse og efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet
Ansøgning om godkendelse af kvalitetsledelsessystemet skal sendes til en kontrolinstans, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog §§ 11-14. Sammen med ansøgningen skal der sendes et eksemplar af virksomhedens kvalitetsledelsessystem og oplysning om, hvornår systemet er implementeret, herunder om enkelte dele endnu ikke er implementeret. Ansøgning og kvalitetsledelsessystem kan sendes i elektronisk form.
Stk. 2 De kontrolinstanser, der er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen, fremgår af Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
Kontrolinstansen udsteder en forhåndsgodkendelse af kvalitetsledelsessystemet, når kontrolinstansen efter systemevalueringen har fundet systemet fyldestgørende. Hvis kontrolinstansen finder, at systemet ikke er fyldestgørende, meddeler kontrolinstansen afslag på forhåndsgodkendelse.
Stk. 2 Forhåndsgodkendelsen skal være udstedt af kontrolinstansen inden for de seneste 12 måneder forud for, at virksomheden ansøger om autorisation eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet.
Stk. 3 En virksomhed, der genansøger om autorisation eller virksomhedsgodkendelse efter, at autorisationen eller godkendelsen er bortfaldet, jf. § 21 i lovbekendtgørelse om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet eller § 24 i bekendtgørelse om autorisation og godkendelse af fagligt ansvarlige på asbestområdet, kan opfylde vilkåret om at have et godkendt kvalitetsledelsessystem ved at
-
1) sende det seneste godkendelsesbevis fra kontrolinstansen, forudsat at det ikke er udløbet, eller
-
2) få forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystemet på ny.
Kvalitetsledelsessystemet skal godkendes endeligt af kontrolinstansen inden et år efter udstedelsen af autorisationen eller virksomhedsgodkendelsen på gasområdet. Kontrolinstansen vurderer det modtagne kvalitetsledelsessystem og gennemfører efterprøvning på virksomheden for at vurdere, om kvalitetsledelsessystemet er implementeret.
Stk. 2 Kan kontrolinstansen godkende det implementerede kvalitetsledelsessystem udstedes et godkendelsesbevis. Hvis kontrolinstansen ikke kan godkende kvalitetsledelsessystemet, meddeler kontrolinstansen afslag på godkendelse.
En virksomhed, hvis autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller asbestområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet inden for de seneste 6 måneder er blevet tilbagekaldt i medfør af § 23, stk. 1, nr. 2, i lovbekendtgørelse om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet eller § 26, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse om autorisation og godkendelse af fagligt ansvarlige på asbestområdet, skal ved ny ansøgning om autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller asbestområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet indsende dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at en kontrolinstans har godkendt virksomhedens kvalitetsledelsessystem endeligt, jf. § 7.
Kontrolinstansen foretager løbende efterprøvning af, om virksomheden anvender og efterlever kvalitetsledelsessystemet, og om systemet lever op til gældende krav. Efterprøvning af kvalitetsledelsessystemet foretages med intervaller, så en fornyet godkendelse af kvalitetsledelsessystemet ikke overstiger 2 år.
Stk. 2 Virksomheden skal iværksætte nødvendige forbedringsaktiviteter for de afvigelser, som kontrolinstansen konstaterer. Kontrolinstansen skal verificere resultatet af de korrigerende handlinger, inden kontrolinstansen kan godkende kvalitetsledelsessystemet.
Stk. 3 Virksomheden skal følge op på kontrolinstansens anmærkninger inden for en af kontrolinstansen fastsat frist, der højst kan være 6 måneder. Hvis kontrolinstansen efterfølgende konstaterer, at virksomheden ikke har fulgt op på anmærkningen med en handling inden for den fastsatte frist, vil det føre til en afvigelse, jf. stk. 2.
Stk. 4 Konstaterer kontrolinstansen ved den løbende efterprøvning eller i godkendelsesperioden, jf. stk. 1, at kravene til kvalitetsledelsessystemet ikke overholdes, trækker kontrolinstansen godkendelsen af kvalitetsledelsessystemet tilbage.
Kontrolinstansen skal sørge for, at Sikkerhedsstyrelsen modtager følgende oplysninger:
En virksomhed, der er etableret i et andet EU- eller EØS-land, der søger autorisation på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet eller asbestområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet med henblik på at etablere sig i Danmark, skal sende virksomhedens kvalitetsledelsessystem og oplysning om status for systemets implementering til Sikkerhedsstyrelsen sammen med ansøgningen om autorisation. Kvalitetsledelsessystemet skal vedrøre arbejder, der er omfattet af §§ 2, 4, 5, 7 eller 11 i lovbekendtgørelse om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet eller omfattet af § 49 e, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, og skal kunne godkendes efter reglerne i denne bekendtgørelse. Sikkerhedsstyrelsen vurderer, om systemet kan forhåndsgodkendes, jf. § 6.
Stk. 2 Kvalitetsledelsessystemet, jf. stk. 1, skal godkendes endeligt af en kontrolinstans, jf. § 7, og skal løbende efterprøves af en kontrolinstans, jf. § 9.
En virksomhed, der er etableret i et andet EU- eller EØS-land, som søger autorisation på el-, vvs- eller kloakinstallationsområdet eller asbestområdet eller virksomhedsgodkendelse på gasområdet med henblik på at etablere sig i Danmark, eller en dansk virksomhed, vil kunne opfylde kravet om at have et godkendt kvalitetsledelsessystem, ved at sende dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at virksomheden allerede anvender et kvalitetsledelsessystem på det aktuelle fagområde, der er godkendt af et anerkendt certificeringsorgan på basis af fælleseuropæiske eller nationale standarder, eller et system, der er tilsvarende eller i det væsentlige sammenligneligt med hensyn til sit formål. På baggrund af den modtagne dokumentation vurderer Sikkerhedsstyrelsen, om systemet kan godkendes, jf. §§ 6 og 7.
Stk. 2 Virksomheden indsender med intervaller, der ikke overstiger 2 år, dokumentation til Sikkerhedsstyrelsen for, at kvalitetsledelsessystemet er implementeret. Dokumentationen skal være i form af efterprøvningsrapporter fra et anerkendt certificeringsorgan eller fra et tilsvarende organ eller myndighed.