Kapitel 4 Organisation og ansvarsfordeling m.v.
Bestyrelsen for et investeringsforvaltningsselskab skal vedtage relevante politikker, herunder følgende:
-
1) Politik for håndtering af operationelle risici, jf. bilag 2.
-
2) Politik for forsikringsmæssig afdækning af risici.
-
3) It-sikkerhedspolitik, jf. bilag 3.
-
4) Politik for håndtering af interessekonflikter, jf. § 36.
Stk. 2 Politikkernes indhold skal fastlægges under hensyntagen til investeringsforvaltningsselskabets størrelse og organisation samt de administrerede afdelingers størrelse og kompleksitet. Endvidere skal politikkerne m.v. indeholde bestemmelser om, hvor ofte og i hvilken form bestyrelsen for et investeringsforvaltningsselskab skal orienteres om manglende overholdelse af de i de enkelte politikker m.v. omhandlede forhold og strategiske mål.
Stk. 3 Bestyrelsen for et investeringsforvaltningsselskab skal løbende og ved væsentlige ændringer af forudsætningerne vurdere og eventuelt ajourføre de vedtagne politikker.
Et investeringsforvaltningsselskab skal behandle investorerne i de administrerede afdelinger redeligt og må ikke prioritere nogle investorers interesser højere end andres.
Stk. 2 Et investeringsforvaltningsselskab skal anvende passende strategier og procedurer til at forebygge forsømmelse, som med rimelighed kan forventes at påvirke markedets stabilitet og integritet.
Stk. 3 Et investeringsforvaltningsselskab skal anvende redelige, korrekte og gennemsigtige prisfastsættelsesmodeller og værdiansættelsessystemer. Investeringsforvaltningsselskabet skal kunne fremlægge dokumentation for præcis ansættelse af de administrerede afdelingers værdi.
Stk. 4 Investeringsforvaltningsselskabet skal handle på en sådan måde, at de administrerede afdelinger og deres investorer ikke pålægges unødige omkostninger.
Et investeringsforvaltningsselskab skal være indrettet i organisatoriske enheder med klart definerede arbejdsopgaver, herunder skal alle medarbejdere have klare beføjelser, ansvarsområder og referencelinjer. Det skal herunder være klart for de enkelte enheder og medarbejdere, hvilke opgaver der skal udføres, og hvordan opgaverne skal udføres.
Stk. 2 De organisatoriske enheder skal være bemandet ressource- og kompetencemæssigt, således at enhederne på betryggende vis kan løse de opgaver, det påhviler enhederne at udføre.
Stk. 3 Et investeringsforvaltningsselskab skal have de ressourcer og den sagkundskab, der er nødvendige for en effektiv inddragelse af bæredygtighedsrisici.
Stk. 4 Investeringsforvaltningsselskabet skal inddrage bæredygtighedsrisici i forvaltningen af UCITS under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af investeringsforvaltningsselskabets forretninger.
Et investeringsforvaltningsselskab skal være indrettet således, at den information, der skal tilgå bestyrelsen for investeringsforvaltningsselskabet, bestyrelsen for de administrerede UCITS, direktionen og ledelsen på de øvrige organisatoriske niveauer samt den risikoansvarlige og complianceansvarlige kan tilgå disse i retvisende og dækkende form for disses arbejde, herunder inden for tidsmæssige rammer og i en form, der sikrer, at eventuelle foranstaltninger kan sættes i værk uden unødigt ophold.
Et investeringsforvaltningsselskab skal organisatorisk indrettes således, at medarbejdere i de disponerende enheder ikke refererer til en leder med ansvar for enheder, der udfører afvikling, resultat- og risikoopgørelser, kontrol eller rapportering.
Stk. 2 Et investeringsforvaltningsselskabs organisation skal være indrettet sådan, at der er klart definerede rapporteringslinjer.
Stk. 3 Afvikling af handler med finansielle instrumenter, udarbejdelse af resultat- og risikoopgørelser, kontrol og rapportering kan udføres i samme enhed, hvis dette kan anses for betryggende, jf. § 3, og under hensyntagen til arten af enhedens øvrige opgaver.
Stk. 4 I et investeringsforvaltningsselskab, hvor der ikke opretholdes funktionsadskillelse i overensstemmelse med stk. 1-3, skal der, jf. § 3, indføres betryggende kompenserende foranstaltninger der skal sikre, at der ikke påføres investeringsforvaltningsselskabet og de administrerede afdelinger unødige risici eller tab.