Et investeringsforvaltningsselskab skal have metoder og procedurer, der er egnede til at opdage og mindske risikoen for selskabets eller de af selskabet administrerede UCITS’ manglende overholdelse af den for selskabet og de administrerede UCITS gældende lovgivning, markedsstandarder eller interne regelsæt (compliancerisici).
Stk. 2 Et investeringsforvaltningsselskab skal have en compliancefunktion, der fungerer uafhængigt, og som skal kontrollere og vurdere, om metoderne og procedurerne efter stk. 1, og de foranstaltninger, der træffes for at afhjælpe eventuelle mangler, er effektive.
Stk. 3 For at sikre, at compliancefunktionen kan varetage sine ansvarsområder korrekt og uafhængigt, skal direktionen sikre, at følgende betingelser opfyldes:
-
1) Compliancefunktionen skal have de nødvendige ressourcer, den nødvendige kompetence og sagkundskab samt adgang til alle relevante oplysninger.
-
2) En medarbejder, der er udpeget af direktionen, skal være ansvarlig for compliancefunktionen og rapportering til bestyrelsen for investeringsforvaltningsselskabet, bestyrelsen for de administrerede UCITS og direktionen. Rapportering om de i denne bestemmelse omhandlede forhold til bestyrelserne og direktionen skal ske mindst en gang årligt. Den complianceansvarlige skal i øvrigt have mulighed for udtale sig direkte til bestyrelsen for investeringsforvaltningsselskabet og bestyrelsen for de administrerede UCITS, hvis den complianceansvarlige skønner det nødvendigt.
-
3) Medarbejdere, der er involveret i compliancefunktionen, må ikke deltage i leveringen af de tjenesteydelser eller udførelsen af de aktiviteter, de kontrollerer.
-
4) Metoden til at fastsætte vederlag til medarbejdere i compliancefunktionen må ikke bringe deres uafhængighed i fare.
Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 3, nr. 3 og 4, finder ikke anvendelse, hvis det kan godtgøres, at disse krav ikke står i rimeligt forhold til arten, omfanget og sammensætningen af investeringsforvaltningsselskabets aktiviteter.
Stk. 5 Hvis investeringsforvaltningsselskabets direktion vurderer, at investeringsforvaltningsselskabets størrelse eller sammensætningen af selskabets aktiviteter berettiger hertil, kan den samme person udpeges til at være complianceansvarlig og risikoansvarlig. Det skal dog altid sikres, at medarbejdere ikke er involveret i udførelsen af opgaver, de kontrollerer som led i deres complianceopgaver.