Et deltidsforsikret medlem skal omforsikres til fuldtidsforsikring, hvis medlemmet opfylder et af følgende forhold:
-
1) Medlemmet som lønmodtager har haft mere end 390 løntimer i en sammenhængende periode på 3 måneder ved månedsindberetninger, eller mere end 360 løntimer, i en sammenhængende periode på 12 uger ved uge- eller 14-dages-indberetninger.
-
2) Medlemmet driver selvstændig virksomhed, jf. bekendtgørelse om selvstændig virksomhed i dagpengesystemet, og i 3 sammenhængende måneder har samlede aktiviteter som lønmodtager og ved selvstændig virksomhed, der overstiger 390 timer på baggrund af omregnet B-indkomst og overskud af selvstændig virksomhed og løntimer indberettet til indkomstregisteret.
Stk. 2 For medlemmer, der i indberetningsperioderne, jf. stk. 1, nr. 1, både har fået indberettet løn månedsvis og uge- eller 14-dagesvis, tages der ved opgørelsen af løntimerne udgangspunkt i den seneste lønindberetning i opgørelsesperioden.
Stk. 3 Opgørelse af beskæftigelse efter stk. 1, nr. 1 og 2, sker efter reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet på baggrund af indberettede løntimer og på baggrund af andre forhold samt om omregning af B-indkomst og overskud af selvstændig virksomhed i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.