Til lønmodtagere med ukendt arbejdstid beregnes barselsdagpenge på grundlag af det gennemsnitlige beregnede antal arbejdstimer i den seneste afsluttede kalendermåned forud for fraværets begyndelse. En lønmodtager med ukendt arbejdstid, der kan dokumentere, at indkomsten i den seneste afsluttede kalendermåned ikke kan anses for sædvanlig, har efter anmodning ret til at få beregnet barselsdagpengene ud fra indkomsten i de seneste 3 afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag. Udbetaling Danmark beregner barselsdagpengene efter principperne i § 8.
Stk. 2 For provisionslønnede sælgere foretages beregningen af det timetal, der udbetales barselsdagpenge for, dog på grundlag af indkomsten i de seneste 9 måneder før fraværsperiodens begyndelse.
Stk. 3 Barselsdagpengebeløbet udgør det timebeløb, der er beregnet efter lovens § 35, stk. 1, ganget med det gennemsnitlige antal timer opgjort efter stk. 1-2, jf. dog lovens § 34.