Kapitel 2 Digital ansøgning og anmeldelse via virk.dk
Ansøgninger og anmeldelser efter kapitel 3 skal indgives på skemaer udarbejdet af Erhvervsstyrelsen og indsendes digitalt til Erhvervsstyrelsen via selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk, jf. dog stk. 4. Ansøgninger og anmeldelser underskrives med elektronisk signatur.
Stk. 2 Kan en ansøgning eller anmeldelse efter stk. 1 ikke underskrives med elektronisk signatur, fordi den udenlandske investor er en person uden dansk CPR-nummer eller en udenlandsk virksomhed eller anden enhed med hjemsted i udlandet, skal ansøgningen eller anmeldelsen indsendes via www.virk.dk, bilagt dokumentation for den udenlandske investors identitet.
Stk. 3 En advokat eller anden befuldmægtiget kan indgive ansøgning eller anmeldelse efter stk. 1 på vegne af en eller flere udenlandske investorer. I så fald skal ansøgningen eller anmeldelsen vedlægges dokumentation for, at den befuldmægtigede er bemyndiget hertil, dog ikke hvis den befuldmægtigede er en advokat med bestalling eller en godkendt revisor.
Stk. 4 Hvis ansøgning eller anmeldelse ikke kan indsendes digitalt til Erhvervsstyrelsen via selvbetjeningsløsningen på virk.dk efter stk. 1, skal indgivelsen af ansøgningen eller anmeldelsen ske efter Erhvervsstyrelsens nærmere anvisning.