Bekendtgørelse om procedurer for ansøgning om tilladelse til udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler samt anmeldelse af udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler m.v. Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 958 af 26. juni 2023

Kapitel 2 Digital ansøgning og anmeldelse via virk.dk
§ 4

Ansøgninger og anmeldelser efter kapitel 3 skal indgives på skemaer udarbejdet af Erhvervsstyrelsen og indsendes digitalt til Erhvervsstyrelsen via selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk, jf. dog stk. 4. Ansøgninger og anmeldelser underskrives med elektronisk signatur.

Stk. 2 Kan en ansøgning eller anmeldelse efter stk. 1 ikke underskrives med elektronisk signatur, fordi den udenlandske investor er en person uden dansk CPR-nummer eller en udenlandsk virksomhed eller anden enhed med hjemsted i udlandet, skal ansøgningen eller anmeldelsen indsendes via www.virk.dk, bilagt dokumentation for den udenlandske investors identitet.

Stk. 3 En advokat eller anden befuldmægtiget kan indgive ansøgning eller anmeldelse efter stk. 1 på vegne af en eller flere udenlandske investorer. I så fald skal ansøgningen eller anmeldelsen vedlægges dokumentation for, at den befuldmægtigede er bemyndiget hertil, dog ikke hvis den befuldmægtigede er en advokat med bestalling eller en godkendt revisor.

Stk. 4 Hvis ansøgning eller anmeldelse ikke kan indsendes digitalt til Erhvervsstyrelsen via selvbetjeningsløsningen på virk.dk efter stk. 1, skal indgivelsen af ansøgningen eller anmeldelsen ske efter Erhvervsstyrelsens nærmere anvisning.