Bekendtgørelse om registrering af køretøjer Kapitel 22

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023

Kapitel 22 Kontrol
Inddragelse af nummerplader
§ 108

Skatteforvaltningen afgør spørgsmål om registrering af et køretøj i Køretøjsregisteret og spørgsmål om brug af et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område.

Stk. 2 Skatteforvaltningen kan i følgende tilfælde bestemme, at et køretøjs nummerplader skal inddrages ved politiets foranstaltning:

  • 1) Køretøjet er registreret i Køretøjsregisteret på et urigtigt grundlag.

  • 2) De oplysninger, der er registreret i Køretøjsregisteret om køretøjet eller køretøjets tilhørsforhold, er ændret i forhold til de oplysninger, der fremgår af registreringsattesten, uden at ændringerne er anmeldt til registrering, hvis fejlen ikke er rettet inden for en af Skatteforvaltningen angiven frist.

  • 3) Køretøjet anvendes i strid med lov om registrering af køretøjer eller denne bekendtgørelse, herunder i strid med reglerne for brug af et udenlandsk registreret køretøj her i landet, og Skatteforvaltningen vurderer, at der er en nærliggende risiko for, at køretøjet fortsat vil blive brugt i strid med disse regler.

Stk. 3 Skatteforvaltningen kan i øvrigt, når særlige grunde taler derfor, beslutte at afmelde et køretøj, selv om køretøjets nummerplade ikke er afleveret. I så fald skal Skatteforvaltningen anmode politiet om at lade nummerpladerne efterlyse.

Stk. 4 Skatteforvaltningen kan under en kontrol af et køretøjs registreringsforhold træffe afgørelse om at foretage en teknisk låsning af køretøjet i Køretøjsregisteret, så køretøjets ejer ikke kan ændre i køretøjets registrering, mens kontrollen pågår.

§ 109

Hvis politiet vurderer, at et køretøj anvendes i strid med lov om registrering af køretøjer eller denne bekendtgørelse, kan politiet inddrage køretøjets nummerplader, hvis politiet vurderer, at der er en nærliggende risiko for, at køretøjet fortsat vil blive brugt i strid med disse regler.

§ 110

Det registreres i Køretøjsregisteret, om et køretøj, der er indkaldt til periodisk syn, er fremstillet og godkendt rettidigt.

Stk. 2 Hvis et køretøj, der er indkaldt til syn, ikke fremstilles eller godkendes ved syn eller omsyn inden fristens udløb, og køretøjet ikke er afmeldt, kan politiet inddrage køretøjets nummerplader, jf. § 3, stk. 2, i lov om godkendelse og syn af køretøjer.

Stk. 3 Hvis et køretøj får synsresultatet »Køretøjet er ikke godkendt«, og køretøjet ikke er afmeldt, skal politiet inddrage køretøjets nummerplader.

Stk. 4 Pladeinddragelse efter stk. 2 eller 3 sker på grundlag af registreringerne i Køretøjsregisteret, medmindre det bevises, at køretøjet er godkendt, eller der er givet tilladelse til omsyn med en frist, der endnu ikke er udløbet.

International udveksling af oplysninger
§ 111

Hvis et køretøj senest har været registreret i en anden EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland, opbevarer Skatteforvaltningen registreringsattesten i mindst seks måneder, jf. § 45.

Stk. 2 Skatteforvaltningen giver inden for en frist på to måneder den kompetente myndighed i den stat m.v., der har udstedt registreringsattesten, underretning om registreringen her i landet. Skatteforvaltningen sender registreringsattesten til den pågældende myndighed, hvis denne anmoder herom, senest seks måneder efter at registreringsattesten er afleveret.

§ 112

Skatteforvaltningen kan indgå aftale med vedkommende registreringsmyndighed i en anden stat, Færøerne eller Grønland om, at Skatteforvaltningen underretter myndigheden, hvis der sker registrering her i landet af et køretøj, der senest har været registreret i den pågældende stat m.v.

Stk. 2 En sådan aftale kan kun indgås, hvis den pågældende registreringsmyndighed i den anden stat forpligter sig til på tilsvarende måde at underrette Skatteforvaltningen, hvis et køretøj registreres i den pågældende stat m.v., og køretøjet senest har været registreret her i landet.

Nordiske grænsenummerplader
§ 113

Hvis et køretøj, der er forsynet med finsk, norsk eller svensk midlertidig køretilladelse (registreringsattest) og tilsvarende grænsenummerplader, kører fra Danmark til et andet område end Finland, Norge eller Sverige, skal nummerpladerne og attesten afleveres til politiet eller Skatteforvaltningen på udkørselsstedet fra Danmark.

Stk. 2 Politiet, respektive Skatteforvaltningen, kontrollerer, at tilladelsen ikke er forældet, og sender nummerpladerne og registreringsattesten til den myndighed, der har udstedt dem.