Bekendtgørelse om selskabsskat

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om selskabsskat er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1303 af 14. november 2018,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 974 af 20. maj 2021

I medfør af § 25, § 29 C, § 30, stk. 7, og § 40 i selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse 251 af 22. februar 2021, og § 35, stk. 1 og 4, i skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020, som ændret ved lov nr. 2187 af 29. december 2020, fastsættes:

Bekendtgørelsen er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringsbekendtgørelser, som er indarbejdet.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Opkrævningsmyndighed
§ 1

Indkomstskat, restskat, acontoskat og tillæg for selskaber og foreninger m.v. skal indbetales til Skatteforvaltningen, der forestår opkrævning, skatteberegning og eventuel tilbagebetaling.

Stk. 2 Skattebeløb og tillæg efter stk. 1, som ikke indbetales rettidigt, inddrives tillige med tillæg, renter og gebyrer ved Skatteforvaltningens foranstaltning efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Stk. 3 Skatteforvaltningen udbetaler de beløb, der efter selskabsskattelovens § 23 tilfalder kommunerne.

Beregning af ordinær acontoskat
§ 2

For selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af acontoskatteordningen, jf. selskabsskattelovens § 29 A, beregner Skatteforvaltningen ordinær acontoskat, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Skatteforvaltningen kan dog undlade at beregne ordinær acontoskat for selskaber og foreninger m.v., der ikke har pligt til at indgive oplysningsskema, jf. skattekontrollovens § 4, stk. 1, nr. 3 og 4. Tilsvarende gælder for ordinær acontoskat for selskaber og foreninger m.v. fra og med det tidspunkt, hvor konkursdekret afsiges.

Stk. 3 Skatteforvaltningen kan endvidere undlade at beregne ordinær acontoskat for selskaber og foreninger m.v., der er omfattet af selskabsskattelovens § 29 A, stk. 4, 1. pkt., eller § 30 A, stk. 8, 1. pkt.

Stk. 4 Ordinær acontoskat for et administrationsselskab omfattet af selskabsskattelovens § 30 A, stk. 7, opkræves første gang i det tredje indkomstår efter acontoskattepligtens indtræden.

Angivelse og betaling
§ 3

Skatteforvaltningen udarbejder og stiller oplysninger om ordinære acontoskatterater til rådighed i TastSelv Erhverv, hvor selskaberne og foreningerne m.v. kan søge oplysningerne.

Stk. 2 Selskaber og foreninger m.v., der ønsker at betale frivillig acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 A, stk. 6, skal angive den frivillige acontoskat i TastSelv Erhverv senest henholdsvis den 20. marts og den 20. november i opkrævningsåret for acontoskatten samt senest den 1. februar i året efter opkrævningsåret for acontoskatten.

Stk. 3 Selskaber og foreninger m.v., der ønsker en ordinær acontoskatterate nedsat efter selskabsskattelovens § 29 C, skal ansøge om nedsættelsen i TastSelv Erhverv inden udløbet af betalingsfristen for raten. Afgørelsen modtages digitalt i TastSelv Erhverv. Særskilt anmodning om nedsættelse af 2. rate af ordinær acontoskat kan fremsættes efter forfaldstidspunktet for 1. rate. Anmodning om nedsættelse af ordinære acontoskatterater kan kun under særlige omstændigheder fremsættes efter raternes forfaldstidspunkt.

Stk. 4 Oplysninger om betaling af skyldig indkomstskat, restskat og restskattetillæg fremgår af årsopgørelsen.

Digital indgivelse af oplysningsskema samt anmodninger og meddelelser i tilknytning til oplysningsskemaet m.v.
§ 4

Selskaber og foreninger m.v. skal give oplysninger om skattepligtig indkomst m.v. digitalt ved brug af de digitale kanaler, som Skatteforvaltningen anviser.

Stk. 2 Pligten til at give oplysninger om skattepligtig indkomst m.v. digitalt efter stk. 1 omfatter ikke indkomst efter kulbrinteskattelovens § 1, medmindre selskabet indgår i sambeskatning efter selskabsskatteloven med et selskab, som ikke er omfattet af kulbrinteskattelovens § 1.

§ 4a

Den skriftlige dokumentation for kontrollerede transaktioner, som er nævnt i skattekontrollovens § 39, stk. 1, 1. pkt., skal indgives digitalt efter anvisning fra Skatteforvaltningen.

§ 5

Anmodning om forlængelse af oplysningsfristen efter skattekontrollovens § 14, stk. 1, skal indgives i TastSelv Erhverv.

§ 6

Ønsker et selskab eller forening m.v., som er omfattet af pligten i § 4 til at give oplysninger om skattepligtig indkomst m.v. digitalt, at få ændret ansættelsen efter skatteforvaltningslovens §§ 26 eller 27, skal selskabet eller foreningen m.v. indgive anmodningen og dokumentation digitalt i TastSelv Erhverv.

§ 7

Ved omlægning af indkomstår efter selskabsskattelovens § 10, stk. 2, skal selskabet eller foreningen m.v. indgive ansøgning herom i TastSelv Erhverv.

§ 8

Meddelelse fra selskaber og foreninger m.v. efter skattekontrollovens § 29, stk. 4, om, at der skal anvendes fremmed valuta til udarbejdelsen af det skattemæssige årsregnskab, eller at det skattemæssige årsregnskab skal udarbejdes i en anden valuta end den, der tidligere er valgt efter skattekontrollovens § 30, stk. 1, skal indgives i TastSelv Erhverv.

Registrering
§ 9

Skatteforvaltningens registre udgør grundlaget for udskrivning af materiale vedrørende registrering af selskaber og foreninger m.v.

Stk. 2 Selskaber og foreninger m.v., hvis første indkomstår er påbegyndt før den 29. januar 1992, og som vælger at betale acontoskat, jf. selskabsskattelovens § 30 A, stk. 2, skal rette henvendelse til Skatteforvaltningen inden begyndelsen af det kalenderår, hvorfra acontoskatteordningen skal finde anvendelse. Tilmeldelse til acontoskatteordningen kan også ske ved, at selskabet, foreningen m.v. indberetter frivillig acontoskat i TastSelv Erhverv senest henholdsvis den 20. marts og den 20. november i opkrævningsåret for acontoskatten samt senest den 1. februar i året efter opkrævningsåret for acontoskatten. Sambeskattede selskaber og foreninger m.v. skal tilmelde sig samlet.

Stk. 3 Meddelelser fra selskaber og foreninger m.v., der vedrører ændring af, efter hvilken bestemmelse i selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven selskabet eller foreningen m.v. skal beskattes, skal indgives til Skatteforvaltningen gennem TastSelv Erhverv.

Stk. 4 Selskaber og foreninger m.v., der henhører under selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven, og som ikke har skattepligtige indtægter her til landet, skal meddele Skatteforvaltningen dette samt ændringer hertil gennem TastSelv Erhverv.

Ikrafttræden m.v.
§ 10

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 770 af 25. juni 2014 om selskabsskat ophæves.