Reglerne i denne bekendtgørelse omfatter medlemmer af en a-kasse, som
-
1) ophører i et arbejde efter afskedigelse eller egen opsigelse, eller
-
2) går ned i arbejdstid, hvis den samlede arbejdstid efter nedsættelsen er af et omfang, der kan give ret til supplerende dagpenge.
Stk. 2 Det afgørende for, om et arbejdsophør eller nedgang i arbejdstid er omfattet af bekendtgørelsen, er, hvornår arbejdsophøret eller nedgangen i arbejdstiden finder sted, og om pågældende på dette tidspunkt er medlem af en a-kasse.
Stk. 3 Bekendtgørelsen omfatter også ledige medlemmer af en a-kasse, som
-
1) afslår et arbejde, som jobcenteret eller a-kassen har henvist til, eller
-
2) afslår eller ophører i et tilbud.
Stk. 4 Bekendtgørelsen omfatter ledige medlemmer, som ikke har ret til dagpenge, eller som ved ledighed ikke beder om dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler, jf. dog § 3.
Stk. 5 Bekendtgørelsen omfatter afslag og ophør, eller hvad der kan sidestilles hermed, inden for de seneste 12 måneder. De 12 måneder regnes fra seneste afslag eller ophør.
Stk. 6 Reglerne om ophør med arbejde og afslag på henvist arbejde gælder tilsvarende for servicejob efter den før den 1. april 2002 gældende lov om servicejob.