SU-bekendtgørelsen § 58

Denne konsoliderede version af sU-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 97 af 29. januar 2024

§ 58

Den endelige tildeling af uddannelsesstøtte for et støtteår kan ske efter lovens § 22 a, hvis

  • 1) den uddannelsessøgendes uddannelsesperiode, jf. stk. 2, ikke omfatter månederne januar eller december i det pågældende støtteår, eller

  • 2) den uddannelsessøgende er uden for uddannelse i mindst 4 sammenhængende kalendermåneder i det pågældende støtteår.

Stk. 2 Uddannelsesperioden er de kalendermåneder i støtteåret, hvor den uddannelsessøgende er indskrevet på en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, jf. kapitel 4 og §§ 71 og 76 og lovens kapitel 2.

Stk. 3 Egenindkomsten, jf. lovens § 23, stk. 2 og 3, beregnes i de i stk. 1 nævnte tilfælde i uddannelsesperioden således:

  • 1) Indkomst for en lønperiode, som de indberetningspligtige har indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og som ligger inden for uddannelsesperioden, jf. stk. 2, medregnes i egenindkomsten. Ligger en del af lønperioden uden for uddannelsesperioden, fordeles indkomsten ligeligt på kalenderdagene i lønperioden, så kun indkomst i kalenderdagene inden for uddannelsesperioden medregnes i egenindkomsten. Omfatter lønperioden mere end ét støtteår, fordeles indkomsten ligeligt på kalenderdagene i hvert støtteår, så kun indkomst, der henhører til samme støtteår, medregnes i egenindkomsten.

  • 2) Indkomst, der ikke fremgår af indkomstregisteret, fordeles ligeligt på kalendermånederne i det støtteår, hvor indkomsten er skattepligtig, uanset om indkomstoplysningerne er indberetningspligtige efter lov om et indkomstregister, hvorefter kun indkomst i kalendermånederne inden for uddannelsesperioden medregnes i egenindkomsten.

Stk. 4 Styrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra opgørelsen af egenindkomsten efter stk. 3, nr. 2, hvis den uddannelsessøgende ellers ville blive stillet urimeligt ringe.