Kapitel 6 Sikkerhedsforanstaltninger for Tinglysningsretten
Tinglysningsretten fastsætter nærmere interne bestemmelser om sikkerhedsforanstaltninger ved retten til uddybning af de regler, der fremgår af bekendtgørelse nr. 535 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for domstolene. Bestemmelserne skal navnlig omfatte organisatoriske forhold og fysisk sikring, herunder sikkerhedsorganisation, administration af adgangskontrolordninger og autorisationsordninger samt kontrol med autorisationer. Der skal endvidere fastsættes instrukser, som fastlægger ansvaret for og beskriver behandling og destruktion af ind- og uddatamateriale samt anvendelse af edb-udstyr. Desuden skal der fastsættes retningslinjer for rettens tilsyn med overholdelsen af de fastsatte sikkerhedsforanstaltninger.
Stk. 2 Der skal mellem Domstolsstyrelsen og leverandøren, jf. § 24, stk. 1, indgås en skriftlig aftale, hvoraf det fremgår, at reglerne i den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse ligeledes gælder for behandlingen ved leverandøren og dennes eventuelle underleverandører, jf. § 24, stk. 2.
Der skal foretages fornøden kontrol til sikring af, at der ikke behandles urigtige oplysninger.
Stk. 2 Oplysninger, der viser sig urigtige, skal, i det omfang der er mulighed herfor efter tinglysningsloven eller andre tinglysningsforskrifter, snarest muligt berigtiges eller slettes.
De medarbejdere ved Tinglysningsretten, der er beskæftiget med registrering af tinglysningsdokumenter, har adgang til at registrere oplysninger i systemet.
Stk. 2 De i stk. 1 nævnte medarbejdere tildeles en personlig og fortrolig adgangskode, der skal anvendes, når de skal have adgang til det digitale tinglysningssystem med henblik på registrering (log on).
Stk. 3 Tinglysningsretten skal kontrollere, at de medarbejdere, der har adgang til at foretage registreringer i tinglysningssystemet, fortsat har behov for de anvendelser, som de er autoriseret til.
Adgangskoder skal indtastes ikke-læsbart.
Stk. 2 Når der sker registrering af oplysninger i systemet eller foretages opslag, skal der ved hvert brugerskift, og når en terminal forlades, træffes sådanne foranstaltninger (log off), at fornyet opkald med henblik på registrering eller opslag vil kræve indtastning af personlig og fortrolig adgangskode.
Der skal i systemet ske registrering (logning) af alle anvendelser af tinglysningssystemet, som foretages af Tinglysningsretten. Loggen skal indeholde oplysning om tidspunkt, bruger, type af anvendelse og angivelse af den ejendom, den person eller det køretøj, som oplysningerne vedrører. Registreringen skal opbevares i mindst seks måneder.
Stk. 2 Logoplysninger for systemet kan af Tinglysningsretten og Domstolsstyrelsen til enhver tid rekvireres hos leverandøren.
Oplysningerne om den digitale kommunikation, der foregår i forbindelse med en tinglysningsdisposition, herunder hvorfra kommunikationen er afsendt, registreres i systemet.
Der skal ske elektronisk registrering af alle afviste adgangsforsøg.